Stadig flere embedsmænd i det offentlige tjener over en million kroner om året.
Det skriver TV2 Lorry.
Alene i Danmarks største kommune, Københavns Kommune, får 63 embedsmænd en årlig løncheck på mindst én million.
Det mener SF i København er en usund udvikling.
- Det er problematisk, når samme lønudvikling ikke kan siges at gøre sig gældende for den offentligt ansatte sosu, pædagog eller sygeplejerske. Tværtimod ser vi en tendens til større og større lønforskel blandt offentligt ansatte, og det er altså ikke en udvikling vi ønsker i SF, fortæller Sisse Marie Welling, der er medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, i en pressemeddelelse.
SF’eren vil have afklaret, hvordan embedsmændenes løn har udviklet sig i løbet af de sidste 10 år. Derfor har hun indkaldt overborgmester Frank Jensen (S) til en såkaldt forespørgselsdebat.
Ifølge TV2 Lorry viser et notat fra Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, at det øverste ledelseslag typisk tjener mere end én million kroner om året.
Notatet viser også, at den administrerende direktørs løn er fastsat af overenskomstparterne, mens lønniveauet for direktører i fagforvaltningerne ligger på 1.191.455 kroner – eksklusiv pension.