Superstjernen Elton John er tilsyneladende ikke meget for al den nymodens kommunikationsteknologi, vi er syltet ind i til hverdag.
I et interview med den engelske tabloidavis The Sun foreslår han, at vi lukker nettet helt ned i fem år for at se, hvad der kommer af udvikling inden for musik og kunst. Han mener nemlig, at nettet dræber al kreativitet, skriver computermagasinet comON.dk.
- Folk går ikke længere ud og er sammen om at skabe nye ting. I stedet sidder de hjemme og laver deres egne optagelser, og det kan være okay nogle gange, men det lover ikke godt for den kunstneriske vision på længere sigt, siger han.
Kunstneren er også kendt for hverken at ville eje en iPod eller sågar en mobiltelefon og er altså bestemt heller ikke en flittig gæst på internettet.
- Jeg mener, se at komme ud – kommuniker! Lad os gå ud på gaderne og marchere og protestere i stedet for at sidde hjemme og blogge. Ville det ikke være et fantastisk eksperiment at slukke nettet i fem år og se hvad der bliver produceret af kunst i denne periode?, siger han ifølge The Sun.
Elton John er dog ikke mere principfast end at hans 60-års fødselsdagskoncert i Madison Square Garden blev sendt live over internettet. Og han har tidligere meddelt, at alle hans ældre sange skal være tilgængelige på nettet.