Hvad gør du, hvis der lige pludselig dumper en ekstra elregning ind gennem dørsprækken, som lægger mange tusinde kroner oven i udgifterne, selv om du er helt sikker på, at der må være sket en fejl?
I perioden fra 2005 til 2011 klagede 410 danskere til Ankenævnet på Energiområdet. Ifølge en statistik fra Dansk Energi, der er interesseorganisationen for elselskaberne, var 97 af dem direkte klager over elmåleren.
Som det er nu, er det elselskaberne selv, der står for at kontrollere elmålerne på deres egne laboratorier.
- Hvis elselskabet har lavet en certificeret undersøgelse, så er det et stærkt bevis for, at der ikke har kunnet konstateres fejl på elmåleren, siger Georg Ferdinandsen, der er energikonsulent hos Ankenævnet på Energiområdet.
- Og så skal der altså meget særlige omstændigheder til, og forbrugeren skal virkelig grave noget frem, før man vil sige, at der alligevel må være en fejl på elmåleren, tilføjer han.
Det er et problem for forbrugernes retsstilling, at elselskaberne står for at kontrollere deres egne elmålere, mener Dansk Folkepartis forbrugerordfører, Mette Hjermind Dencker.
Hun har selv været ude for at få en ekstra elregning på 20.000 kroner på grund af en defekt radiator, der tilsyneladende fik elmåleren til at tælle, selv om den var iskold.
- En tvist mellem to parter skal altid afgøres af en uvildig part. Den skal jo ikke afgøres af en af parterne selv, siger Mette Hjermind Dencker.
Hun har nu kaldt erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) i samråd tirsdag eftermiddag for at diskutere problemet - og målet er klart:
- Jeg synes, vi skal ændre lovgivningen således, at når der er en tvist mellem en forbruger og en virksomhed, så er det en uvildig, der skal undersøge sagen.