Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, afviser at udtale sig om, hvorfor han har besluttet at fratage Kristian Jensen, forhenværende næstformand i partiet, ordførerskab og udvalgsposter.
Det sker, efter at Kristian Jensen i et interview i søndagsudgaven af Jyllands-Posten har delt sine tanker om et reformsamarbejde hen over den politiske midte.
Ellemann-Jensens særlige rådgiver henviser i stedet til politisk ordfører Sophie Løhde (V).
Hun forklarede lørdag aften, at det har haft konsekvenser, at Kristian ikke har forud for interviewet har orienteret ledelsen om sine idéer.
- Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet, og det har nogle konsekvenser, lød det fra Løhde, som også understregede, at Kristian Jensen ikke udtaler sig på vegne af partiet.
Hvorfor får det de konsekvenser for Kristian Jensen nu?
- Som jeg startede med at sige, så er der nogle spilleregler, der skal følges, og det er de åbenlyst ikke blevet, og det har haft nogle konsekvenser, og også nogle meget synlige konsekvenser. Det er selvsagt uacceptabelt, og der er trukket en streg i sandet.
Hvordan ser du Kristian Jensens fremtid i Venstre?
- Det må du tale med Kristian Jensen om. Jeg har ikke yderligere at tilføje, lød det.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra formand i Herning Nord-kredsen, Allan Leth, hvor Kristian Jensen er opstillet. Han ønsker ikke at udtale sig.
Ritzau har desuden forsøgt at få fat i Kristian Jensen, som ikke er vendt tilbage på henvendelserne.
/ritzau/