Elitesoldater sendt på lynaktion i Gaza

Adskillige mål i Gaza er blevet ramt fra luften over de seneste dage. Nu har specialstyrker været i aktion på landjorden i det palæstinensiske område. (Foto: Foto: Lefteris Pitarakis/AP)

Målet for aktionen var at ødelægge en rampe, hvorfra militante affyrer raketter mod Israel, lyder det.

Israels militær har tidligt søndag gennemført en lynaktion i det nordlige Gaza, rapporterer flere medier.

Målet var at destruere en raketaffyringsrampe, som er blevet brugt af palæstinensiske militante til at sende raketter ind i Israel, skriver blandt andre BBC.

Det er første gang under den seneste bølge af angreb, at Israel indleder en aktion på landjorden. Angrebet fandt sted nær Gaza City.

Nyhedsbureauet dpa fortæller, at tre bevæbnede Hamas-medlemmer ifølge palæstinensiske kilder blev dræbt under skudvekslinger. Fire israelske elitesoldater blev lettere såret under kampene med Hamas, rapporterer avisen Times of Israel.

Aktionen finder sted dagen efter en blodig lørdag i Mellemøsten, hvor dødstallet efter de israelske luftangreb steg til 157. Militante svarede igen ved at sende flere raketter mod Israel fra Gazastriben.

/ritzau/