To ud af i alt 13 elever på Hellebæk-skolen i Ålsgårde er blevet bortvist, efter de har svinet en række lærere til på internet-siden Arto. Nogle af lærene er blevet anklaget for at være pædofile. Det skriver dr.dk.
Men den straf er alt for hård, mener skolebestyrelsen, som er forældrenes talerør overfor skolen. På et møde med skoleledelsen har skolebestyrelsen derfor opfordret til at mildne straffen overfor to elever, hvis forældre er blevet opfordret til at finde en anden skole til børnene.
- Vi bakker fuldstændig op om de bortvisninger fra en til tre dage, der har været, men vi er i tvivl om, hvorvidt de to permanente bortvisninger skal stå ved magt, siger formand for skolebestyrelsen, Jette Knudsen til dr.dk.
Hun mener, at skolens ledelse bør slå koldt vand i blodet og mildne sanktionen overfor de to elever.
- Straffen er ude af balance med forseelsen. Det drejer sig jo om to børn på 11 og 12 år, og derfor virker straffen lidt for hård, siger hun.
Opfordrer til dialog
Jette Knudsen opfordrer derfor skoleinspektør Anders Kopping til at tænke sig om en ekstra gang og gå i dialog med forældrene.
Under alle omstændigheder mener hun, at sagen bør give stof til eftertanke.
- Det kan godt være, at vi fra skolens side skal begynde at lære eleverne noget om moral og etik. Det er klart, at vi må se på det som en opgave, vi også må tage på os, siger hun.
Lærer-hetzen har stået på i flere måneder, men først i sidste uge blev skolens ledelse blev gjort opmærksom på arto-sitet, hvorefter den straks skred ind.