Når der skrues ned for karaktergivningen i gymnasierne, føler flere elever sig mindre pressede.
Det viser en undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har lavet for Undervisningsministeriet, hvor to ud af tre elever mener, at presset er mindre uden karaktergivningen.
Det skriver Politiken.
I undersøgelsen er en af konklusionerne også, at karakterer skal bruges med måde for ikke at skabe et endnu større pres på de unge.
15 gymnasier har deltaget i et toårigt forsøg, hvor der er karakterfritagelse fra 1.g.
Der er også elever, der føler sig mere usikre, når der ikke gives karakterer. Her føler fire ud af fem elever sig usikre, fordi de ikke kender deres faglige niveau.
Usikkerheden skyldes, at eleverne er i et skolesystem, hvor både karakterer og bedømmelse fylder meget, forklarer Sarah Richardt Schoop, der er seniorkonsulent i EVA, til Politiken.
- Eleverne er ambivalente, når det kommer til karakterer. Derfor handler det om at finde den rette balance mellem karakterer og bedømmelse på den ene side og feedback og faglig udvikling på den anden side, siger hun til Politiken.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mener ikke, at undersøgelsen er entydig, og hun er derfor ikke klar til at melde ud, om der skal være færre karakterer.
- Det er en balanceakt. Fire ud af fem bliver usikre, hvis ikke de får karakterer. Samtidig hører jeg jo elever, der siger, at karakterpresset er for stort. Jeg vil gerne have lov til at stikke lidt dybere i problemstillingen, inden jeg konkluderer, siger ministeren til Politiken.
Undervisningsministeren ser dog et behov for en ny karakterskala, hvor der er mindre spring mellem karaktererne ligesom det var med den gamle 13-skala.
Venstres ungdomsuddannelsesordfører, Ellen Trane Nørby, bakker op om en ny karakterskala, men hun mener ikke, der er behov for at give færre karakterer.
/ritzau/