Sæt kontanthjælpmodtagerne under frivillig administration.
Sådan lyder Joachim B. Olsens løsning på, at fire ud af ti kontanthjælpmodtagere må undvære medicin, fordi de ikke har råd. På den måde kan man sikre sig, at pengene går til medicin og ikke mindre fornuftige udgifter, siger Liberal Alliance-politikeren.
Den udmelding tager flere ordførere dog stærkt afstand fra.
"Det er jo et fuldstændig vanvittig forslag," siger Finn Sørensen, socialordfører for Enhedslisten.
Han undrer sig over, at et liberalt parti, der normalt slår på tromme for den individuelle frihed, ikke mener, at den frihed bør gælde landets fattigste.
Selv kalder han tallet "skræmmende højt", og frygter, at det bliver endnu højere i takt med de mange forringelser for kontanthjælpsmodtagere.
"Liberal Alliance medvirker til at stramme reglerne for kontanthjælp, og så siger de oven i købet, at folk bare skal sættes under administration. Det svarer til et godt gammeldags ordsprog: Først pisser de på os, og så fortæller de os, at vi lugter," siger han.
Løsningen er enten at sætte kontanthjælpen op, eller give bedre mulighed for gratis medicin og tandbehandling, mener Finn Sørensen.
Han vil nu konfrontere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) med problemet.
Også SF finder undersøgelsen bekymrende.
"Det er meget alvorligt problem hvis kontanthjælpsmodtagere ikke har råd til at købe den medicin, de har brug for," siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.
Han mener imidlertid, at man først og fremmest bør se på, om mulighederne for at søge tilskud ved kommunen er gode nok, og om kommunerne i tilstrækkelig grad oplyser de ledige om muligheden.
S: Reglerne er gode nok, men folk kender dem ikke
Reglerne for tilskud fungerer, og der er hjælp at hente for en kontanthjælpmodtager med højde medicinudgifter. Problemet er sandsynligvis, at folk ikke kender reglerne og deres rettigheder.
Det mener Pernille Rosenkrantz-Theil, socialordfører for Socialdemokraterne og formand for Beskæftigelsesudvalget.
"Det understreger, at vi har en gruppe mennesker, som har brug for hjælp til at finde rundt i, hvad de har ret til, og hvad de ikke har ret til," siger hun.
Løsningen er derfor, at svage ledige får tildelt en mentor, så de ikke skal henvende sig mange forskellige steder med problemerne.
Pernille Rosenkrantz-Theil er heller ikke begejstret for Joachim B. Olsens forslag om at sætte kontanthjælpmodtagere under administration.
"Det er en fuldstændig umyndiggørelse af folk. Kontanthjælpen er vores laveste sikkerhedsnet, så at få medicinomkostninger oveni kan fuldstændig slå bunden ud for en kontanthjælpmodtagers økonomi," siger hun.
Dansk Folkeparti vil ikke forholde sig til problemet uden at kende de nærmere omstændigheder, for eksempel hvorvidt kontanthjælpmodtagerne er i dialog med deres sagsbehandler om problemet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Venstre, Konservative eller Radikale Venstre.