Der har længe været stille om Socialdemokraternes og SF's famøse forslag fra før valget om at forlænge arbejdsdagen med 12 minutter.
Men minutterne lever ifølge regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, der i skarpe vendinger revser regeringen for at vælte rudekuverter ned over landets lønmodtagere.
I det fire sider lange oplæg til trepartsforhandlingerne mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne understreges det specifikt, at normalarbejdstiden kan komme i spil.
Dermed risikerer danskerne et indgreb, som vil kunne mærkes hver uge i modsætning til, hvis parterne bliver enige om at fjerne én eller to helligdage.
Regeringens oplæg får Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen op i det røde felt:
- Det er fuldstændigt tåbeligt. Det er 100 års kamp for kortere arbejdstid, som man nu overvejer at fifle med, siger Finn Sørensen.
- Det stod i Fair Løsning (S-SF's valgoplæg, red.), men det blev jo trængt i baggrunden, efter LO sagde, at man ikke ville betale to gange. Nu viser det sig så, at minutterne lever i bedste velgående, siger han.
I S og SF's valgoplæg Fair Løsning indgik en længere arbejdsuge også - men dengang var det en løsning, som skulle være med til at sikre, at danskerne kunne beholde efterlønnen.
Siden er efterlønnen blevet afskaffet, og det burde også ske for ønsket om at forlænge danskernes arbejdsuge, mener Finn Sørensen.
- Jeg tror, mange havde regnet med, at normalarbejdstiden var lagt i graven, men jeg har hele tiden fornemmet, at den stadig var på bordet.
På vej ind til et møde i Udenrigspolitisk Nævn vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke kommentere på, om hendes 12 minutter mere om ugen nu er på vej ind på forhandlingsbordet.
Også økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager er fåmælt.
- Jamen altså, det der står i kommissoriet, det står i kommissoriet, siger Margrethe Vestager.