"Alle skal bidrage".
Det står højt og tydeligt på side to i regeringens digre 2020-plan, der skal skaffe 22 milliarder kroner til statskassen i 2020.
Men regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, efterlyser nu den passus i 2020-planen, hvor der udtrykkeligt gøres rede for, hvad det egentlig er, at rige danskere skal spytte i kassen.
- Det ser ikke ud til, at der står noget om, hvad de rige skal betale, siger partiets finansordfører, Frank Aaen.
- Det er ufatteligt, at dem, der har mindst - og som ikke har noget ansvar for krisen - skal betale, mens dem, der har mest, de slipper fri, lyder det fra Frank Aaen.
Da der ved tirsdagens pressemøde i statsministeriet blev spurgt til, hvor der står bare en enkelt sætning om, hvad det er for et bidrag, at rige skal give, så henviste udenrigsminister og SF-formand, Villy Søvndal, dog til den kommende skattereform.
I siger, at alle skal bidrage. Jeg vil gerne høre, hvor der står noget om, at de rige skal bidrage. I må gerne anvise sidetal og linjenummer?
- Det er rigtigt, at det er vigtigt for regeringen, at alle bidrager. Vi står over for en skatteaftale, hvor vi i regeringsgrundlaget har fastslået, at der skal være en rimelig social balance, lød det fra Villy Søvndal.
Og den melding får Enhedslisten helt op på dupperne:
- Det glæder vi os da til at se. Og hvis det virkelig er sådan, at man vil tage penge fra de rige, så er vi positive over for det, siger Frank Aaen, der dog tilføjer:
- Men jeg vil gerne lige se udspillet først.