Mikkel Kessler skal udnytte sin store boksekunnen og undgå deciderede slagsmål i aftenens boksekamp mod IBF-verdensmesteren Carl Froch i London.
Det siger Ricard Olsen, manden der trænede Kessler fra bokserens unge teenageår og frem til 2009.
- Hvis det var mig, der var træner, ville jeg have, at Mikkel skulle bokse Froch udefra hele tiden og holde distance, siger Ricard Olsen.
Mikkel Kessler stoppede samarbejdet med sin mangeårige træner og reservefar efter nederlaget til Andre Ward i 2009.
Siden har Jimmy Montoya haft eneansvaret som træner, og han og Kessler har blandt andet hentet en pointsejr over netop Carl Froch i Herning i 2010.
- Da Mikkel vandt deres sidste kamp, synes jeg, at Mikkel vandt klart. Dengang var Mikkel inde og fighte med Froch nogle gange, og det synes jeg, at han skal holde sig fra. Men det er ikke mit bord, siger Ricard Olsen.
- Froch er meget mere en slagsbror end Mikkel. Froch vil slås, og Mikkel vil bokse, siger træneren.
Selvom Ricard Olsen ikke har så stor respekt for Carl Frochs boksefærdigheder som for Mikkel Kesslers, så er englænderen farlig, vurderer han.
- Mikkel skal selvfølgelig passe på, at han ikke bliver ramt. Froch er ikke en specielt dygtig bokser, men han er alligevel god og også farverig. Han er en rigtig professionel bokser, siger Ricard Olsen.
Træneren, som vil følge kampen på tv i Danmark, mener, at hans tidligere elev skal vinde ret stort for at få tilkendt sejren, hvis kampen i O2 Arena går over alle 12 omgange.
- Hvis Mikkel kun er lidt foran hele vejen igennem, så vil det være svært at få overbevist dommerne. Han skal vinde overbevisende for at få sejren, og det tror jeg på, at han kan. Han ser rigtig stærk ud i øjeblikket, siger Ricard Olsen.
/ritzau/