Tre mennesker kom frygteligt til skade ved en eksplosion på Grenaa Skibsværft torsdag formiddag. Nu er den ene af de tre, en 31-årig ung mand fra Norddjurs, død.
Sammen med nogle kolleger var den 31-årige i gang med at svejse da eksplosionen skete. Det fortæller Esben Møller, der er bestyrelsesformand for Grenaa Skibsværft, til TV2 ØSTJYLLAND.
De to andre tilskadekomne er en 53-årig mand fra Syddjurs og en 50-årig mand fra Vestfyn. Alle tre blev hurtigt fløjet til Rigshospitalet. Men lørdag mistede den 31-årige livet.
– Den ene er meget forbrændt, men er ved bevidsthed. Den anden er opereret for kraniebrud og ligger i respirator, men operationen gik godt, siger en meget påvirket Esben Møller.
Ifølge bestyrelsesformanden ved de endnu ikke, hvordan ulykken skete, men politiet og Arbejdstilsynet færdiggjorde deres undersøgelser fredag, og de afventer nu svar fra dem.
– Vi vil ikke gisne om, hvad der er sket. Men det er utroligt vigtigt for os, at vi får en undersøgelse, der fortæller os hundrede procent, hvad der er gået galt. Det er den eneste måde, vi kan komme videre på og undgå sådan en fejl en anden gang, sagde han fredag til TV2 ØSTJYLLAND.