Flere af landets pensionsselskaber vil nu tilbyde deres kunder en kontant bonus, hvis de ændrer deres pension, så de ikke er garanteret en fast årlig rente, men i stedet får en lidt større risiko og dermed også mulighed for et større afkast.
Men kig på fødselsattesten, før I ændrer risiko, lyder det nu fra flere eksperter inden for privatøkonomi og pension.
Sampension, der styrer pensionerne for omkring 290.000 ansatte i kommuner, regioner og private virksomheder er ifølge Berlingske Tidende klar til at udlodde næsten 20 milliarder kroner, som de har tjent under de seneste års rentefald, hvis kunderne forlader de garanterede miljøer. Både AP Pension og PFA overvejer noget lignende.
Generelt er danskerne meget lidt risikovillige, og der kan derfor være gode argumenter for at turde lidt mere omkring pensionskronerne, men ens alder bør spille ind på det valg, man tager.
"Har man et langt liv foran sig, så kan man tillade sig at tage en lidt højere risiko, som giver et højere afkast. Men man skal huske, at højere afkast også giver højere risiko," siger afdelingschef i Forbrugerrådet Vagn Jelsøe til Newspaq.
Han forklarer, at det vil være individuelt, om det er en fordel at ændre til højere risiko på sine pensionsmidler. Det handler både om alder og ens egen risikovillighed. Generelt bør man skrue ned for risikoen, hvis man nærmer sig pensionsalderen.
"Det er en dårlig idé at spille kasino med pengene, når man nærmer sig pensionsalderen," siger han.
Samme melding kommer fra Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea. Er man oppe i årene skal man passe på med risikovilligheden, men generelt set kunne danskerne godt øge deres risiko.
"Generelt ligger danskerne med for lav risiko og snyder sig selv for en masse afkast," siger han til Newspaq.
Langt de fleste af Nordeas kunder, omkring 80 procent, vælger en pensionspulje, hvor der er middel risiko - altså en blanding af aktier og obligationer. Henrik vurderer, at det er gældende også generelt. Når det kommer til frie midler, som er de penge, vi har mellem hænderne, er vi endnu mindre risikobetonede. Lige nu har danskerne indeståender på konti i bankerne for 800 milliarder kroner.
"Når det kommer til frie midler, burde vi have en gruppe til danskerne, der hedder lav lav lav-risiko," siger Henrik Drusebjerg, der i øvrigt mener, det er et paradoks, når vi samtidig er så begejstrede for afdragsfrie etårige rentetilpasningslån, når vi køber bolig.
Anbefalingen fra begge er i øvrigt at læse grundigt på lektien og sætte sig ind i sine pensionsforhold, så man har indsigt, inden man tager sit valg.