Da Sverige senest havde valg til Riksdagen for fire år siden, undervurderede de fleste meningsmålinger et af de nye partier - Sverigedemokraterna (SD).
Når man ser på meningsmålingerne forud for valget på søndag, svinger opbakningen til partiet mellem 16,3 og 24,8 procent.
Intet andet parti viser lige så store udsving i meningsmålingerne.
- Det er en vældig stor usikkerhed. Ingen af os ved, hvordan det kommer til at gå, siger Sören Holmberg, der er professor i statskundskab ved Göteborg Universitet.
- Det er ikke nogen god karakter til de svenske meningsmålinger. Det er bekymrende for opinionsbranchen med den usikkerhed, som det indebærer, tilføjer han.
Ved valget i 2014 undervurderede de etablerede analyseinstitutter SD kraftigt.
De meningsmålinger, der ramte tættest på SD's valgresultat på 12,9 procent dengang, brugte metoder, der ikke betragtes som videnskabeligt pålidelige.
Det er webundersøgelser, hvor det ikke nødvendigvis er et repræsentativt udsnit af vælgerne, der deltager.
I år viser disse målinger en høj vælgertilslutning til SD på omkring 24 procent. Men Sören Holmberg tør ikke konkludere, om SD er undervurderet i meningsmålingerne igen i år.
- Ingen af os kan tippe noget, siger professoren.
- Selv internationalt plejer den type partier, som Sverigedemokraterna repræsenterer, at være en anelse underrepræsenterede i meningsmålingerne.
Donald Trump var undertippet i USA, Marine Le Pen var det i Frankrig, og brexit havde de færreste britiske meningsmålinger forudset.
Om Sverigedemokraterna får 19 eller 22 procent af stemmerne, gør ikke den store forskel for regeringsdannelsen. Uanset hvad kommer partiet til at være tungen på vægtskålen, siger Sören Holmberg.
Det har mere at gøre med troværdigheden i meningsmålingerne, forklarer han.
I år har de svenske analyseinstitutter ændret deres metoder en smule, så de nu anvender en kombination af webundersøgelser og telefoninterview.
- Men indtil videre ved ingen, hvordan det kommer til at gå, siger Sören Holmberg.
/ritzau/TT
/ritzau/TT