Det er godt, at skatteminister Holger K. Nielsen (SF) nu tager fat i boligejernes problematik, men man glemmer erhvervslivet.
Det siger skatteekspert Holger Haugstrup fra revisionsfirmaet KPMG.
- Vi kan ikke se den store begrundelse for, at det lige er 2011, der er skæringsdatoen. Det bliver erhvervslivet, der bliver taberne i det her spil, fordi deres ejendomme blev vurderet i 2010, siger han.
Onsdag præsenterede skatteminister Holger K. Nielsen regeringens bud på, hvordan der kan skabes et system for de offentlige ejendomsvurderinger.
Rigsrevisionen afslørede i august, at der har været fejl i de offentlige ejendomsvurderinger op igennem 00'erne. Regeringen har valgt at videreføre vurderingerne fra 2011, selv om mange af dem er fejlagtige.
- Det vil sige, at alle dem, der har haft en forkert vurdering i 2010 - som også kritiseret i Rigsrevisionens rapport - ikke får mulighed for at få den tilrettet. Man tager alene udgangspunkt i boligejernes situation, siger han.
Hvor mange erhvervsejendomme, der er tale om, er der endnu ingen, der har overblik over.
En anden ting, man kan kritisere, mener skatteeksperten, er, at der ikke er taget stilling til alt det, der kommer til at ske, mens man låser vurderingen.
- Man fokuserer meget på ejendomsskat, ejendomsværdi og grundskyld, men der er en hel masse andre ting, man bruger ejendomsvurderingen til - for eksempel ved dødsboer, gaveoverdragelser og familieoverdragelser, siger Holger Haugstrup.
- Hvordan vil man løse det? Vil man genåbne dødsboer, eller hvad vil man gøre med de afledte skatter i denne her mellemperiode, indtil det er på plads i 2014, lyder spørgsmålet fra Holger Haugstrup.
Regeringen har besluttet at nedsætte et ekspertudvalg, der skal udvikle et nyt system for vurderingerne, som skal ligge klar i 2014 til implementering i 2015.
I mellemtiden droppes 2013-vurderingerne, og boligejerne skal betale skat ud fra 2011-vurderingen, hvilket kræver en lovændring.
Skatteministeren vil derfor nu invitere partierne i Folketinget til forhandlinger om lovændringerne.
/ritzau/