Prins Henrik fortæller Danmark, at han nu ikke længere er dronningens faste støtte ved officielle arrangementer.
Det siger historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, om at prins Henrik har fravalgt sig titlen som prinsgemal.
- Det er nok en konsekvens af, at han har meddelt, at han ikke ønsker at deltage i så mange officielle arrangementer længere. At han har valgt at træde et skridt tilbage og lade sig pensionere og ikke længere være en fast støtte for dronningen.
- Titlen som prinsgemal er knyttet til, at man er gift med dronningen og står ved hendes side til alle officielle arrangementer. Derfor er det meget naturligt, at han ikke længere bliver tituleret prinsgemal, men vender tilbage til at blive kaldt prins.
Hvad betyder det for kongehuset?
- Nu bliver det markeret endnu tydeligere, at dronningen står alene med alle opgaverne.
- Det viser, at han ikke ønsker at vende tilbage til sin gamle position og forstærker billedet af, at det nu er dronningen og kronprinsen, der er de helt centrale personer i kongehuset.
Siden 2005 er dronning Margrethes ægtefælle blevet tituleret som prinsgemal, og det var prins Henrik selv, der indførte titlen, fordi han var træt af titlen som prins.
Og ifølge hoffets kommunikationschef, Lene Balleby, er det nu også prinsens egen beslutning igen at skifte titel.
- Det er hans kongelige højheds egen beslutning at ændre sin titel til det mindre formelle prins Henrik. Prins Henrik finder, at det passer bedre til hans nuværende situation efter pensioneringen, siger hun til Ekstra Bladet.
Prins Henrik har fyldt en del i mediebilledet på det sidste, blandt andet efter at han ikke deltog i fejringen af dronningens 75-års fødselsdag.
Og hvis der bliver ved med at være historier om prins Henrik, kan det ifølge Lars Hovbakke Sørensen godt påvirke kongehuset negativt på lidt længere sigt.
- Men det generelle billede er, at det derimod har øget dronningens popularitet og dermed kongehusets samlede popularitet, fordi mange mener, at det har været synd for dronningen, at Henrik har svigtet hende.
/ritzau/