Ekspert om OK18-gyser: Det kommer til at ske ved de allersidste forhandlinger

På fredag er det knald eller fald i Forligsinstitutionen, lyder vurderingen fra professor.
Innovationsminister Sophie Løhde forlader forhandlingerne i Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København. På fredag venter de allersidste forhandlinger - her får vi svaret på, om det ender med storkonflikt eller ej.
Innovationsminister Sophie Løhde forlader forhandlingerne i Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København. På fredag venter de allersidste forhandlinger - her får vi svaret på, om det ender med storkonflikt eller ej. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I weekenden får den danske befolkning svar på, om vi får storkonflikt eller ej.

Det forventer professor Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, efter at forligsmand Mette Christensen har udsat den varslede konflikt i yderligere 14 dage.

En overraskende beslutning, vurderer professoren. For det har nemlig ellers været meldt ud, at tirsdag klokken 23.59 var sidste chance for en aftale.

- Så var sidste chance altså ikke sidste chance, konstaterer Henning Jørgensen.

14 dages udsættelse af konflikten er dog ikke ensbetydende med 14 dages møder ud og ind af Forligsinstitutionen, sådan som forhandlingerne har udspillet sig indtil nu.

- Jeg tror, at der kommer til at ske det, at de mødes igen fredag. Og så har forligsmanden sagt, at de skal have tandbørste og sovepose med. Det vil sige, at det er er maratonforhandlinger, siger Henning Jørgensen.

- Det er ikke en lang række af forhandlinger. Jeg tror, at det bliver en stor, kæmpe sidste chance i næste weekend. Derfor forventer jeg, at vi i løbet af den kommende weekend får at vide, om vi får storkonflikt eller ej.

Når forligsmanden har valgt at udsætte konflikten, må det være fordi, der er kommet et tilbud på bordet efter midnat, der har overbevist hende om, at der er noget at forhandle videre om, vurderer Henning Jørgensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.