Ekspert giver dansk transportgigant voldsomme hug: Det er bulgarske forhold!

Dansk transportkæmpes bulgarske priser øger risikoen for ulovligheder på danske veje. Det siger svensk professor.
Risikoen for, at chauffører begår ulovligheder, når virksomheder som danske NTG presser priserne, stiger. Det fortæller den svenske professor og transportforsker Henrik Sternberg.
Risikoen for, at chauffører begår ulovligheder, når virksomheder som danske NTG presser priserne, stiger. Det fortæller den svenske professor og transportforsker Henrik Sternberg. Foto: Sonny Munk Carlsen

- Bulgarsk transport. Det kan man bedrive med den betaling her.

Så klar i spyttet er den internationalt anerkendte professor og transportforsker Henrik Sternberg, som normalt er ansat ved universitetet i Lund, men lige nu er i USA og i fuld sving med et forskningsprojekt i West Virginia.

Årsagen til den transatlantiske kontakt er et indblik, som Avisen.dk har fået i de priser, som den danske transportgigant NTG tilbyder danske vognmænd for kørsel i Europa.

Priserne ligger så langt under dansk standard, at de vil give den danske vognmand Michael Rasmussen, som har kontaktet Avisen.dk om NTGs priser, et minus på kontoen på mellem 5.600 og 9.350 kroner om måneden, hvis han lod sin chauffør køre for NTG.

- Jeg blev meget overrasket over, at de var så langt nede i pris, og jeg har ikke lyst til at køre til den pris, de tilbyder at køre for, siger Michael Rasmussen.

Læs hele historien og se detaljerne i prislisten fra NTG her.

NGT-priser skaber løndumping

International godstransport, som den, som NTG ofte udfører, foregår oftest i tre led:

  • En speditør planlægger fragten af godset, som de hyrer en vognmand til.
  • Vognmanden ejer eller lejer en eller flere lastbiler, som han ansætter sine chauffører til at køre.
  • Chaufføren bringer varerne ud til kunderne.

De laver priser fra speditøren presser vognmanden på pengepungen, som derefter igen presser chaufføren på lønnen. Det er ifølge den svenske professor ren logik.

- Selvfølgelig kan du ikke betale en højere løn til chaufføren, som er den største udgift for turen, end hvad din kunde betaler dig, slår han fast.

Ifølge Michael Rasmussen koster det omkring 50.000 kroner om måneden at have en dansk chauffør ansat. Derudover kommer der udgifter til brændstof, reparationer, afgifter, forsikringer og meget andet, så den samlede månedlige udgift for en lastbil med chauffør løber for vognmanden op i omkring 90.000 kroner.

- Når alle regningerne er betalt, skulle jeg også gerne selv have lidt at leve for, og det kan slet ikke lade sig gøre for de priser, NTG tilbyder, siger Michael Rasmussen om priserne fra NTG.

Det er den svenske professors helt enig i.

- Den danske vognmand har ret i, at man ikke kan betale hverken danske eller nordiske lønninger til de priser, siger han .

Det betyder i praksis, at der er chauffører, som kører rundt på de danske landeveje til helt ned til 7.500 kroner om måneden og oftest fra Østeuropa.

Læs hvad NTG siger til priserne. Klik her.

Opfordrer til ulovligheder på landevejene

NTG er Danmarks sjettestørste transportvirksomhed. På deres hjemmeside skriver de blandt andet, at:

”Dagligt krydser vi Sverige med flere hundrede trailere.”

Virksomheden er derfor særdeles kendt i Sverige – desværre bare ikke særlig ofte for noget positivt.

Senest blev en rumænsk chauffør i november dømt til at betale en bøde på 113.000 kroner i Sverige, efter han blev taget i at manipulere med fartskriveren og dermed også med køre- hviletidsreglerne.

Det er blot en ud af mange sager, som chauffører, der har kørt for virksomheden, har været involveret i. Den megen negative omtale, som har klæbet til NTG i Sverige, er derfor heller ikke gået den svenske professors næse forbi.

- Jeg kender alle historierne om virksomheden. Men kan selvfølgelig som professor ikke udtale mig konkret om den, siger Henrik Sternberg.

Brud på køre- hviletidsregler, som går ud over sikkerheden på vejene, og fartbegrænsninger, som der ses stort på. Det er blot nogle af de regler, som jævnligt overtrædes, og det er der ifølge forskeren en rigtig god grund til.

- Økonomisk pres på chaufførerne øger risikoen for, at de begår ulovligheder, siger den svenske professor Henrik Sternberg, og det er vognmand Michael Rasmussen helt enig i:

- NTGs priser siger meget om, hvorfor chaufførerne føler sig pressede til at fuske, og der må fuskes, for at få tingene til at hænge sammen med de priser, siger Michael Rasmussen.

Kunder har i sidste ende ansvaret

Hvis en chauffør begår noget ulovligt, som tilfældet ofte har været på NTGs godstransporter, modtager både chaufføren og vognmanden en bøde.

Men for at få en speditør dømt for medvirken til ulovligheder, kræver det meget klare beviser, og det sker derfor sjældent, at speditører får bøder for ulovligheder.

Det er på trods af, at et estimat fra Godschaufførernes Landsklub, der er en underafdeling af 3F Transport, siger, at det i 85 procent af tilfældene rent faktisk er speditøren, der råder over bilerne.

Dansk Transport og Logistik, som er vognmændenes og dermed Michael Rasmussens interesseorganisation, anerkender estimatet fra Godschaufførernes Landsklub.

I det her tilfælde vil det altså være NTG, der er speditør, som med meget stor sandsynlighed vil råde over Michael Rasmussens biler, når enten han selv eller hans chauffører satte sig i bilerne for at køre.

Selvom det er svært at dømme en speditør i et udvidet ansvar herhjemme, skete det alligevel for NTG i 2016. Her blev de dømt i en sag om ulovlig udlandskørsel.

Danske Speditører, som er speditørernes interesseorganistation, har ved flere lejligheder afvist, at man ønsker et udvidet ansvar, og det samme har regeringspartiet Venstre.

Den løsning, som professor Henrik Sternberg kommer med, peger også mere i en kunderettet vinkel.

- Det er virksomhederne, der bestiller transporterne, der har magten, så det er dem, der har ansvaret for, at vilkårene for de ansatte i transportsektoren er i orden, siger Henrik Sternberg.

Dermed ender ansvaret ifølge den svenske professor i sidste ende ude hos forbrugerne.

- Flere virksomheder i Sverige, som eksempelvis COOP, stiller krav til deres leverandører om, at chaufførerne skal have anstændige lønninger.

Hos NTG afviser Jesper Petersen, der er koncerndirektør, pure alle anklager om prisdumping.

- NTG udøver ikke prisdumping. Det kan vi med god samvittighed afvise påstanden om, siger Jesper Petersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.