Venstre er gået markant tilbage i mange af landets 98 kommuner. Tilbagegangen er ret katastrofal for Lars Løkkes parti, mener valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
- Det ligner et blodbad for Venstre. Stort set over hele landet går de tilbage, og de kommer til at miste rigtig mange af deres borgmesterposter, siger han til Berlingske.
På landsplan går Venstre tilbage fra 26,6 procent fra seneste kommunalvalg til omkring 23 procent ved dette valg. Partiet risikerer også at miste en del af de 47 borgmesterposter, som de fik tilkæmpet sig i 2013.
Dansk Folkeparti havde udset sig en fremgang ved valget, og de havde håbet på at kunne sikre sig en eller flere borgmesterposter ude i landet. Blandt andet var der store forhåbninger til René Christensen i Guldborgsund Kommune. Partiet vandt ikke en eneste, og på landsplan stemte kun 8,75 procent af vælgerne på liste O.
Modsat ser valget ud til at have været en stor succes for Socialdemokratiet. Partiet står onsdag morgen til at kapre flest borgmesterposter, og partiet har samtidig fået størst opbakning på landsplan.
Danmark er blevet rødt, mener Kasper Møller Hansen.
- Danmark er rykket til venstre. Landet er blevet mere rødt og mindre gult og blåt, siger han til Berlingske.