Eksminister snyder kristen sanger for valgsejr i Costa Rica

Søndagens præsidentvalg i Costa Rica blev et nederlag for konservativ politiker, der ellers førte i målinger.
Vælgere viser opbakning til den vindende præsidentkandidat Carlos Alvarado Quesada i Costa Rica.
Vælgere viser opbakning til den vindende præsidentkandidat Carlos Alvarado Quesada i Costa Rica. Foto: Juan Carlos Ulate/Reuters

Et foreløbigt valgresultat peger på den tidligere minister Carlos Alvarado Quesada som vinder af præsidentvalget i Costa Rica.

Præsidentkandidaten, der er fra regeringspartiet, har med 91 procent af stemmerne talt op fået 61 procent af stemmerne.

Centrum-venstre politikeren var i søndagens valg i et tæt ræs med den ultrakonservative Fabricio Alvarado, som er en 43-årig prædikant, journalist og sanger.

Selv om de to konkurrenter har samme efternavn er de ikke i familie.

Valget har især drejet sig om homoseksuelles rettigheder. En afgørelse fra en menneskerettighedsdomstol i regionen krævede i januar, at Costa Rica giver lige ægteskabsrettigheder til homoseksuelle par.

Den kristne Alvarado Muñoz fordømte afgørelsen, og han røg til tops i meningsmålingerne, mens Quesada ifølge Reuters bakkede op om afgørelsen og kaldte modstanderens udtalelser for homofobiske.

Kort efter, at Alvarado Muñoz afgav sin stemme på en skole i hovedstaden, San José, sagde han til reportere, at han ville lede en regering fri for fordomme:

- Vi vil arbejde for alle, og vi vil ikke diskriminere nogen. Vi vil beskytte alle grupper, som føler sig udsatte - folk med handicap, folk med forskellige seksuelle orienteringer, sagde han.

Ved et andet valgsted gav den vindende Carlos Alvarado Quesada, der ind til for nylig var minister i den afgående regering, sin mening til kende.

- Costa Rica er et fantastisk land, og vi vil ikke bare bevare det fantastiske demokrati, dets fredfyldte natur, dets respekt for miljøet og menneskerettigheder, vi vil flytte Costa Rica fremad.

Der er 3,3 millioner stemmeberettigede i det mellemamerikanske land, hvis vælgere overvejende er romersk-katolske.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.