Regeringen suspenderer arbejdet med ejendomsvurderinger for 2013. I stedet må boligejerne vente til 2015, før der kommer en ny vurdering baseret på et ny model, erfarer DR Nyheder og Politiken.
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) præsenterer onsdag regeringens bud på, hvordan man de kommende år håndterer de omstridte ejendomsvurderinger.
Ifølge Politiken vil skatteministeren nedsætte et udvalg af eksterne eksperter, der skal finde frem til en model for de fremtidige offentlige ejendomsvurderinger.
- De ejendomsvurderinger, der har være foretaget de sidste mange år, har ikke været gode nok, siger Holger K. Nielsen i en skriftlig kommentar til Politikens oplysninger.
- Derfor skal danskerne have et nyt vurderingssystem på et solidt grundlag. For regeringen handler det her om, at der er tillid til, at den skat, som myndighederne opkræver, er korrekt, lyder det fra ministeren.
Ifølge DR's oplysninger betyder beslutningen om at udskyde vurderingerne, at boligejerne ligeledes må vente til 2015 med at få at vide, om de har penge til gode.
Den nye beregningsmodel skal findes i samarbejde med ejendomsmæglere, realkreditinstitutter, boligportaler og andre private aktører.
Skat er ifølge Politikens oplysninger ikke repræsenteret i ekspertudvalget, fordi regeringen ikke længere tror på, at Skat kan finde opskriften på et fejlfrit og skudsikkert vurderingssystem.
Beslutningen om at udskyde vurderingerne kommer efter, at Rigsrevisionen i august kritiserede de offentlige ejendomsvurderinger for at være så upræcise, at tre ud af fire parcelhuse i 2011 blev handlet til helt andre priser end den offentlige vurdering.
Det betyder for en del af boligejernes vedkommende, at de har betalt for meget i skat, mens andre har betalt for lidt i skat.
Udskydningen af ejendomsvurderingerne betyder samtidig ifølge DR, at boligejere, som har betalt for meget i skat, vil få pengene tilbage i forbindelse med 2015-vurderingen i såkaldt automatisk efterregulering.
Dermed skal boligejere ikke selv klage eller henvende sig, hvis de mener, at have betalt for meget i skat på baggrund af en fejlagtig ejendomsvurdering i 2011. De vil automatisk få penge retur, hvis de har noget til gode.
Skatteministeriet bekræfter, at der holdes pressemøde onsdag om de offentlige ejendomsvurderinger.
/ritzau/