Egyptens parlament har foreløbigt vedtaget forfatningsændringer, der tillader, at landets præsident, Abdel Fattah al-Sisi, kan blive på sin post indtil 2034.
Ændringerne blev torsdag stemt igennem af 485 ud af 569 siddende parlamentarikere, fremgår det af en erklæring på parlamentets hjemmeside.
Det er dog uvist, hvor mange parlamentarikere, der stemte imod. Ifølge Haitham al-Hariri, der er medlem af en mindre oppositionsgruppe i parlamentet, skal 16 parlamentarikere have stemt nej.
Ændringerne skal nu sendes til parlamentets lovgivende afdeling, der skal skrive et udkast. Det skal omskrives til konkret lov, som skal tilbage til afstemning i parlamentet om senest 60 dage til en endelig afstemning.
Bliver ændringen stemt igennem med en et flertal på mere end to tredjedele, bliver der afholdt en folkeafstemning.
Sisi blev valgt første gang i 2014, efter at han havde stået i spidsen for afsættelsen af Mohamed Mursi.
Nu får Sisi mulighed for at genopstille til yderligere to embedsperioder - altså 12 år mere, efter at hans embedsperiode udløber i 2022.
Parlamentsformand Ali Abdel Aal har tidligere oplyst, at han havde modtaget en "anmodning fra en femtedel af de folkevalgte om at ændre visse paragraffer i forfatningen".
Sidste år blev Sisi genvalgt med 97 procent af stemmerne.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP