Langt over 100 døde er samlet op fra er forlist egyptisk skib med flygtninge og migranter. Det oplyser en repræsentant for det egyptiske sundhedsministerium.
Båden forliste onsdag ud for den egyptiske kyst, og det lykkedes fredag at finde yderligere 53 druknede.
Dermed er mindst 133 mennesker foreløbig fundet omkommet ved ulykken, oplyser en talsmand for Egyptens sundhedsministerium. Den lokale guvernør sætter dødstallet til 148.
Redningsmandskab siger, at 169 er reddet fra den forliste båd i live.
Overlevende har fortalt, at der befandt sig omkring 450 om bord.
Båden var på vej mod Europa og forliste ud for havnebyen Rosetta. Det skete cirka halvanden time efter, at den var sejlet ud fra byen.
De ombordværende kom fra Egypten, Eritrea, Sudan og Syrien, oplyste en egyptisk embedsmand torsdag.
De egyptiske myndigheder har anholdt mindst fire personer og sigtet dem for menneskesmugling.
Siden 2014 er over 10.000 mennesker druknet i forsøget på at krydse Middelhavet, viser tal fra FN. Alene i år er mindst 3200 omkommet på den farlige rute over havet.
/ritzau/Reuters