De veluddannede bliver endnu mere veluddannede. Lederne bliver opkvalificeret som ledere, men den menige medarbejder, som er kortuddannet, må ofte skyde en hvid pil efter efteruddannelse.
Fra skoleåret 2010 til 2011 er der kommet 20 procent flere kursister, som efteruddanner sig i ledelse eller tager en master. Til gengæld har AMU-kurserne mistet hver tredje kursist på et enkelt år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet, som Ugebrevet A4 har analyseret.
Arbejdsmarkedsforsker Finn M. Sommer fra Roskilde Universitet advarer om, at Danmark bliver trukket mere skævt, når det gælder uddannelse.
- Ledelsen skal blandt andet administrere nedskæringer og finde vejen gennem krisen. Dem ruster man ved at tilbyde diplom og masteruddannelser, men mærkeligt nok prioriterer man ikke medarbejderne også. Fortsætter udviklingen, får vi en større ulighed i uddannelse, siger lektor Finn M. Sommer
Han mener, der sker en polarisering, hvor de kortuddannede og ufaglærte fremover får vanskeligt ved at finde varig beskæftigelse.
- De risikerer at få lavtlønnede job med dårlige arbejdsvilkår. Det er bekymrende, hvor dårlig Danmark er til at bruge efteruddannelse strategisk, siger han.
Børne og undervisningsminister Christine Antorini (S) beklager, at medarbejderne på gulvet går glip af efteruddannelse.
- Det er rigtigt ærgerligt. Vi har virkelig brug for, at der er løbende efteruddannelse, og især at man uddanner sig fra ufaglært til faglært,« siger ministeren til Ugebrevet A4.
Det står nu så sløjt til med efteruddannelsen af de ufaglærte og kortuddannede, at både Dansk Erhverv og fagbevægelsen efterlyser akut politisk hjælp. Inden for transport og byggeanlæg er antallet af kursister på AMU faldet med 47.000 på et enkelt år, og når det drejer sig om handel og administration har faldet været hele 193.803 kursister.
- Situationen er mere end katastrofal. Det rammer det enkelte medlem i 3F, der ikke får det kursus, som vedkommende har behov for. AMU-kurser kan betyde, at man fastholder sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Efteruddannelse er også nødvendigt for virksomhederne, som gerne skal øge produktiviteten, siger Frank Juncker, uddannelseskonsulent i landets største fagforbund, 3F.
Også Dansk Erhverv ser nedgangen i kursister på AMU som kritisk.
- AMU systemet er i frit fald, siger Gorm Johansen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.