En fem måneder gammel baby mistede torsdag livet i en ulykke på et bagagebånd, da babyens forældre tilsyneladende var uopmærksomme på, at båndet pludselig satte i bevægelse.
Babyen var i bagageområdet i Alicante lufthavn sammen med sin mor - en amerikaner - efter at de var landet med fly fra London tidligere torsdag.
- Den fem måneder gamle baby var blevet placeret på båndet. Jeg ved ikke, om babyen var placeret direkte på båndet eller i en vugge, siger en talskvinde for lufthavnen til det franske nyhedsbureau AFP.
- Det skete omkring klokken to om morgenen på båndet for særlig bagage, hvor klapvogne og andre større genstande køres ud.
Spanske myndigheder har ikke kunnet bekræfte årsagen til babyens død. Men det står klart, at båndet pludselig begyndte at køre, mens forældrene var uopmærksomme.
Paramedicinere i lufthavnen forsøgte at genoplive babyen, men de kunne ikke gøre noget.
Politiet "efterforsker de nøjagtige omstændigheder," siger en talsmand for politiet.
- Det ser ud til at være en ulykke, der skyldes manglende opmærksomhed.
/ritzau/AFP