Han blev kendt som handyman på TV2-programmet Roomservice og som dansemus i første sæson af Vild med Dans. Men det var slet ikke roller, han kunne se sig selv i, og pludselig befandt han sig i en dyb depression.
- Depressionen bandt mig på arme og ben. Jeg havde svært ved at se, hvad der var værd at samle på i tilværelsen. Jeg kunne ingenting, så jeg blev indlagt. Der lå jeg så i et par måneder. Jeg var ikke i spændetrøje, men jeg fik medicinsk behandling, hvor jeg blev dopet tilbage til stenalderen, og så varer det et stykke tid, inden man genfinder sig selv, fortæller han til TV2 Østjylland.
For ham er det dog vigtigt at fortælle om forløbet. Han mener nemlig, det er vigtigt at sætte fokus på, at man bør have sig selv med i det, man laver.
For ham selv, der egentlig var kunstner, blev mærkaterne "handyman" og "dansemus" for meget. Det var noget, han ikke ønskede at være. Da han første gang takkede ja til at være foran skærmen, var det i håbet om at kunne sælge mere af sin egen kunst.
Chefer til ledige akademikere: Et ufaglært job pynter på CV'et
- Jeg havde en naiv forestilling om, at jeg måske kunne bruge det, at folk kendte mig, til, at jeg bedre kunne sælge mine malerier. Kunstnernes kår er ringe i det her lille land. Men i stedet fik jeg prædikatet handyman, og det har ikke en skid med kunst at gøre, siger Erik Peitersen til TV2 Østjylland.
I dag er han kommet videre og er atter tilbage på skærmen. Nu laver han dog programmer om u-landsformidling og har også deltaget i et sejlerprogram.