Skudhuller i væggene og blodspor i klasselokalerne. De uhyggelige beviser efter massakren på en skole i Pakistan var helt tydelige onsdag, dagen efter seks bevæbnede Taliban-selvmordskrigere skød og dræbte et stort antal børn og voksne.
148 mennesker er bekræftet dræbt tirsdag, hvoraf ti af disse var voksne, der primært var lærere på skolen, der er tilknyttet Pakistans militær. Derfor var det også et bevidst mål for Taliban, der ville hævne sig på regeringens militære indsats i den nordlige del af landet. Udover det store antal dræbte er der også meldt om over 120 sårede, hvor størstedelen ligeledes er elever på skolen.
Onsdag er den første af tre nationale sørgedage, efter det blodige angreb, der bliver regnet som den største massakre på civile i Pakistan hidtil.