Efter strejke om smøger: PostNord-ansatte genoptager arbejdet

Knap 100.000 dag-til-dag breve er blevet forsinket på grund af strejken, der brød ud torsdag aften.
Over 200 PostNord-ansatte valgte torsdag aften at nedlægge arbejdet, fordi de mener, at deres arbejdsvilkår er blevet forringet.
Over 200 PostNord-ansatte valgte torsdag aften at nedlægge arbejdet, fordi de mener, at deres arbejdsvilkår er blevet forringet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der sorteres igen breve på PostNords brevterminal i Taastrup.

De flere end 200 medarbejdere, der torsdag aften nedlagde arbejdet, har fredag eftermiddag genoptaget det.

Det oplyser PostNord i en pressemeddelelse.

Læs også: Over 200 PostNord-ansatte nedlægger arbejdet

Arbejdsgenoptagelsen glæder PostNords HR-chef, Hans Erik Lindkvist.

- Jeg er glad for, at medarbejderne har genoptaget deres arbejde, så vi kan få vores kunders breve sorteret og ud på omdeling, som man med rette kan forvente.

Læs også: Tillidsrepræsentant: PostNord-ansatte strejker for smøger i frokostpausen

- Jeg er ked af de gener, den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse giver vores kunder, siger han i meddelelsen.

Ifølge PostNord er godt 100.000 dag-til-dag breve til og fra Østdanmark blevet forsinket som følge af strejken. Disse forventes omdelt mandag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.