17-årige Mohamad Al Jawerheri har fået en undskyldning af Bilka i Næstved, efter han kort før jul efter eget udsagn blev presset til at skrive under på sin egen opsigelse.
I forlængelse af sagen, som gjorde den 17-årige Bilka-ansatte landskendt, har HK handel nu sat sig for at gennemgå Dansk Supermarkeds personaleretningslinjer nøje.
Det oplyser faglig sekretær i HK Handel, Jeanette Hahnemann til Politiken.
- Den måde, som Mohamad blev afskediget på, kan vi ikke på nogen måde acceptere. Vi har tegnet overenskomst med Dansk Supermarked, og derfor er vi nødt til at sikre os, at det her ikke kan gentage sig«, siger hun.
HK Handel vil kigge på den del af Dansk Supermarkeds personalehåndbog, der beskriver retningslinjerne for medarbejdernes ytringsfrihed, skriver Politiken. Det var nemlig, efter Mohamad deltog i en debat på Facebook, at han blev kaldt ind på chefens kontor - og det selvom han kun roste sin arbejdsplads i debattråden.
Ifølge Politiken oplever HK Handel flere og flere sager af samme type, som Mohamads, men der har hidtil ikke været retningslinjer for, hvordan de skal håndteres.
- Det bliver mere og mere aktuelt, hvad man må og ikke må på de sociale medier. Derfor skal vi have en fast strategi for, hvad vi gør. Ellers render man ind i den her slags sager igen og igen«, siger Jeanette Hahnemann til Politiken.
Ifølge Dansk Supermarkeds pressechef, Mads Hvitved Grand, er man helt åben for at gå ind i en dialog med HK. Han mener dog ikke, der nødvendigvis er grund til at lave retningslinjerne om, siger han til Politiken.
- Men i og med, at vi erkender at have begået procedurefejl i forbindelse med Mohamads opsigelse, så vil et helt naturligt første skridt være at sikre, at vi efterlever de procedurer der er, og ikke nødvendigvis bare begynde at lave dem om, uddyber han overfor Politiken.