Efter kvotekonge-kaos: Løkkes flyttefidus koster staten millioner

Lars Løkke Rasmussen (V) besluttede kort inden en kritisk rapport fra Rigsrevisionen om fiskeriets kvoteordning at fratage Esben Lunde Larsen fiskeriet som ressortområde. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix)

Det koster staten et tocifret millionbeløb at flytte fiskeriområdet væk fra Esben Lunde Larsens ministerium.

Skatteyderne kommer til at betale en ekstraregning på et tocifret millionbeløb, fordi fiskeriområdet bliver flyttet. I stedet for at ligge under miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), bliver det flyttet til Ministeriet for Ligestilling og Nordisk samarbejde, der hører under Karen Ellemann (V).

Det er særligt flytning af it-systemer og indkøb af nye it-licenser på fiskerikontrolområdet, som giver en regning på hele 27,9 millioner kroner de næste to år. Derudover følger en årlig ekstraudgift på 7,3 millioner kroner fra 2020, som alene skyldes udgifter til it.

Det afslører interne notater, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der 7. august meddelte, at fiskeriområdet med omgående virkning skulle fjernes fra Esben Lunde Larsen. En meddelelse, der kom få dage inden en kritisk beretning fra Rigsrevisionen om forvaltningen af fiskekvoter blev offentliggjort.

Lunde Larsen havde i forvejen været igennem lidt af et stormvejr om de såkaldte kvotekonger.

Politisk beslutning

Løkkes beslutning var politisk motiveret og handlede om at redde Esben Lunde Larsens ministerkarriere, vurderer Birgitte Poulsen, der er lektor i offentlig forvaltning på Roskilde Universitetscenter:

- Esben Lunde Larsen er presset som minister, og samarbejdet med Dansk Folkeparti går dårligt. Der er behov for at få løst den konflikt, og i stedet for at fyre ham, vælger Lars Løkke Rasmussen at fratage ham området og lægge det over til en anden minister, siger hun til dr.dk.

Lars Løkke Rasmussen selv forklarede, at fiskeriområdet skulle placeres under ministeren for nordisk samarbejde, fordi der efter Storbritanniens exit fra EU vil blive brug for et tæt samarbejde om fiskeriet i Norden.

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, tvivler på, at flytningen gør nogen forskel, om Fiskeristyrelsen ligger under det ene eller andet departement:

- Jeg tror ikke, styrelsen kommer til at fungere på en ret meget anden måde. Grundlæggende er det de samme medarbejdere, og det kommer nok til at fungere, som det plejer, siger han til dr.dk.