Efter katastroferegnskab: PostNord fyrer 1000 ansatte - om året

Administrerende direktør i PostNord Danmark, Peter Kjær Jensen, må igen være med til at sende et regnskab med underskud ud. (Foto: Foto: Pressefoto/PostNord)

PostNord har fremlagt regnskab for tredje kvartal med nyt trecifret millionunderskud. Læs her om PostNord.

Den dansk-svenske postvirksomhed PostNord har fredag fremlagt regnskab for de tre første kvartaler i 2017.

Månederne juli, august og september alene gav et underskud på 224 millioner svenske kroner - svarende til cirka 171 millioner danske kroner.

Her er et overblik over postkoncernens historie, krise og redningsplan:

* PostNord er ejet af den danske og svenske stat i fællesskab.

* Den nordiske postgigant blev skabt i 2009 med en sammenlægning af Post Danmark A/S og det svenske Posten AB.

* Den svenske stat ejer 60 procent af selskabet, mens den danske stat ejer 40 procent.

* Siden årtusindskiftet er brevmængderne i den danske virksomhed faldet med cirka 80 procent.

* Posthuse er de seneste år lukket i stor stil. Samtidig er portoen blevet dyrere. Senest har PostNord varslet højere porto fra 1. januar 2018.

* I februar 2017 fremlagde PostNord et regnskab for 2016 med et driftsunderskud på lige over en milliard svenske kroner.

* PostNord tabte omkring 750 millioner svenske kroner i første halvdel af 2017 på sin forretning i Danmark. Dermed accelererede blødningen, der var dobbelt så stor som samme tid sidste år.

* PostNord Danmark har siden 2013 skåret cirka 3000 fuldtidsstillinger.

* Over de kommende fire år skal der siges farvel til yderligere 1000 ansatte om året.

* Det sker som led i en større omlægning af PostNord, der blandt andet vil betyde, at breve og pakker bringes ud af samme bud, hvor der ellers har været både pakkebud og postbud.

* Omlægningen af selskabet efterlader en milliardregning, blandt andet fordi det koster at skille sig af med flere tusinde tjenestemandsansatte i Danmark med lange afskedigelsesvarsler.

* Efter længere tids forhandlinger blev ejerne - den danske og svenske stat - 20. oktober enige om at skyde 1,7 milliarder kroner i PostNord, hvoraf den danske stat bidrager med langt den største del - 1,4 milliarder kroner.

Kilder: PostNord og Ritzau.

/ritzau/