P3 skal fremover have en klarere public service-profil og samtidig være i øjenhøjde med de unge.
Det er budskabet i DR's nye strategi for kanalen, skriver DR i en pressemeddelelse.
I løbet af sommeren blev P3 stærkt kritiseret, efter at radioprogrammet "LOL DK" gav frit lejde til, at lytterne kunne ringe ind med deres hårdeste vittigheder.
Vrede lyttere påpegede bagefter, at flere af vittighederne havde været diskriminerende og racistiske, og konstitueret P3-chef Jan Laursen undskyldte efterfølgende, at DR havde brudt med sin egen etik om ikke at være unødigt krænkende.
Fremover skal P3 fortsat have fat i de unge, men samtidig skal kanalen sikre perspektiv, fortæller DR's radiochef, Gustav Lützhøft.
- Grundtonen på P3 skal fortsat være underholdende, men kanalen må ikke være bange for også at være seriøs. P3's humor skal være varm, kærlig og inkluderende - aldrig sarkastisk, ironisk eller arrogant, siger han.
Samtidig er ambitionen, at P3 skal positionere sig som en kanal, de unge kan søge til for at få substans.
- P3 skal rydde op i larmen. Midt i et ellers flyvsk mediebillede skal P3 stå fast funderet i viden og autenticitet, både når det gælder journalistik, musik, aktualitet og underholdning, siger Gustav Lützhøft.
Medarbejderne på P3 er for nylig blevet orienteret om den nye retning, skriver DR.
/ritzau/FOKUS