Efter grove sager: "Menneskehandlere skal kunne dømmes"

Hampelandsskolen i Ølstykke, hvor rumænere, der var indkvarteret i arbejdsgiverens garage, ifølge anklageskriftet gjorde rent. To mænd var tiltalt for at lokke rumænerne til Danmark, indkvartere dem i garagen og lade dem arbejde op til 20 timer i døgnet under uhyrlige forhold i deres rengøringsfirma. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto/Arkiv)

SF ønsker nu en lovændring, så flere kan dømmes for menneskehandel i sager om tvangsarbejde og grov udnyttelse. Partiets kritik af den nuværende lovgivning bakkes op af flere jurister.

Syv rumænere blev indkvarteret i arbejdsgivernes garage uden bad og toilet i seks år. De gjorde rent i op til 20 timer i døgnet for maksimalt 5000 kroner sort om måneden.

Alligevel fik deres to rengøringsbosser kun 2,5 og 2 års fængsel for åger, vold og bedrageri. De blev frikendt for menneskehandel til tvangsarbejde, som ellers kunne have fordoblet straffen.

Efter denne og en lignende sag i foråret vil SF nu have ændret loven om menneskehandel. Partiet ønsker, det skal være nemmere at dømme for tvangsarbejde og grov udnyttelse.

”Vi har haft to sager i år, der springer i øjnene, og hvor der er tale om virkelig grov udnyttelse. I begge sager kunne man ikke dømme for menneskehandel, fordi man ikke kan løfte bevisbyrden om, at arbejdet skal være udført under trusler,” siger retsordfører for SF Karina Lorentzen.

Endnu er ingen dømt for menneskehandel i sager om tvangsarbejde, der ikke handler om prostitution.

Dommeren i sagen i rumænerne i garagen, Benedikte Cederqvist, sagde i sin fremlæggelse af dommen, at paragraffen om Menneskehandel til tvangsarbejde var »meget svær at håndtere i praksis«.

Unfair konkurrence

SF mener, det er dybt problematisk, at sagerne enten får et udfald, hvor der idømmes meget lav straf, eller helt falder til jorden.

”Vi er nødt til at sætte en prop i det hul. Nogle forhold er så grelle og væmmelige, at de er at sidestille med slavelignende forhold. Arbejderne i den ene sag var sultne og levede af affald. Oveni er det her konkurrenceforvridende for virksomheder, der overholder reglerne,” siger Karina Lorentzen.

Lektor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach siger, "at det ikke er noget dårligt forslag" at ændre lovgivningen om menneskehandel.

”Der kan være fornuft i at udvide feltet for, hvad der kan gå ind under menneskehandel,” siger Trine Baumbach.

Både fordi lovgivningen er rettet primært mod handel med kvinder og børn til prostitution, og fordi den indeholder nogle kriterier om arbejde under tvang, der er meget svære at bevise.

Ingen støtte fra minister

Også juraprofessor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet har tidligere været ude og kritisere lovgivningen om menneskehandel, som han mener rummer mange uklarheder.

Karina Lorentzen mener, at det vil være muligt at skaffe et politisk flertal for lovændringen

”Jeg tror faktisk de her sager har vundet et vist gehør blandt politikerne på Christiansborg,” siger hun.

Efter dommen i ”garagesagen” har justitsminister Karen Hækkerup(S) sagt, at hun ikke vil tage stilling til sagen, fordi anklagemyndigheden har anket den til Landsretten. Hun har også tidligere meldt ud, at hun ikke har planer om at se på en ændring af lovgivningen.