Kort før Enhedslistens årsmøde i København var der nyt fra Forligsinstitutionen: En aftale om nye overenskomster for alle ansatte i kommunerne var faldet på plads.
Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører, kommer derfor ganske logisk ind på overenskomstforhandlingerne i sin tale til partifællerne.
- Man kan være uenig med Enhedslisten. Men ingen kan være i tvivl om, hvis side vi er på, hvem vi støtter, og hvad vi kæmper for. Og ja. I en arbejdskamp tør vi også godt stille os på lønmodtagernes side, siger Skipper.
- Jeg vil gerne sende den største hilsen til alle jer offentligt ansatte, der har været igennem en hård og vigtig overenskomstkamp.
- Det har givet så meget håb og inspiration at se jer stå frem med historier om jeres pressede hverdag på sociale medier, med fanerne dag og nat foran Forligsinstitutionen og på gaden, når vi er kørt på arbejde om morgenen, siger Skipper.
Den politiske ordfører lægger ikke skjul på, hvor vigtige de kommunalt ansatte er for hende.
- I tager jer af de gamle. I plejer de syge. I puster vores børn på knæet, når de er faldet på legepladsen. I lapper hullerne i vores veje, så vi alle kan komme sikkert frem.
- Og I gør det under alt for pressede forhold. I skal vide: I er velfærdens helte, og vi er med jer.
- Også i fremtiden, når der skal kæmpes videre mod nedskæringer, for flere kolleger og mere tillid. Det har I fortjent, siger Skipper.
/ritzau/