Langtidsledige fra DR-eksperiment: Her er de i dag
Diana W. Hansen (tv.) og jobkonsulenten Anne-Mette Hjortshøj (th.) skal især arbejde med Dianas selvtillid og tro på sig selv. Det har i dag resulteret i et job hos IKEA. Foto: Michael Staal Dinesen/DR1/Pressefoto
Buschauffør, IKEA-medarbejder, sosu og telemarkering. Fire langtidsledige fra TV-eksperiment har efter årevis på kontanthjælp brudt den onde cirkel og er kommet i job og uddannelse.

De seneste uger har programmet 'Fri os fra kontanthjælp' rullet over skærmen på DR1. Med hjælp fra en jobkonsulent skulle fire langtidsledige gennem et år forsøge at bryde den onde cirkel og komme job igen.  

Gav flere møder med konsulenten fra Aarhus kommune - og en langt mere fokuseret og individuel sagsbehandling så resultater? Og hvad er der sket, siden TV-kameraerne blev slukket? Et år efter eksperimentets start er tre af deltagerne i arbejde, og en enkelt er under uddannelse.

Trine Vind, 53 år, får job som buschauffør

Foto: Michael Staal Dinesen/DR1/Pressefoto
 

Trine Vind har ved programmets start været på kontanthjælp i 12 år, efter at to af hendes tre børn som små fik konstateret diabetes type 1. Hun bruger meget tid på sin kunst og overvejer meget, om det er muligt at gøre det til sin levevej.

Undervejs i programmerne får jobkonsulenten Anne-Mette Hjortshøj dog sporet pædagogen Trine Vind ind på buschauffør-uddannelsen, da det viser sig, at være den bedste mulighed for at få et arbejde og samtidig have tid til sin keramik-hobby.

Trine Vind har stort kørekort fra sin tid i militæret og har tidligere fået tilskud til dele af chauffør-uddannelsen gennem kommunen. I løbet af TV-eksperimentet får hun færdiggjort uddannelsen. I dag arbejder 53-årige Trine Vind som buschauffør i Aarhus og har desuden lanceret en hjemmeside, hvor hun sælger sine smykker, krukker, malerier og anden kunst.

Diana W. Hansen, 34 år, får job i IKEA

Foto: Michael Staal Dinesen/DR1/Pressefoto

Inden eksperimentets start har Diana W. Hansen sendt op mod 200 ansøgninger uden held. De mange afslag har givet hende diagnosen arbejdsløshedsdepression. Diana W. Hansen er introvert og har svært ved at sælge sig selv overfor arbejdsgiverne. Derfor bliver hun blandt andet sendt på livstilshøjskole i 13 uger som led i TV-eksperimentet.

Siden kommer Diana W. Hansen i virksomhedspraktik hos møbelgiganten IKEA. Fra januar 2019 har hun fået en kontrakt på et halvt års arbejde med løntilskud. Kontrakten er med henblik på efterfølgende ansættelse hos IKEA.

Jesper Thorup Andresen, 47 år, job i telemarketingbureau

Foto: Michael Staal Dinesen/DR1/Pressefoto

Undervejs går bølgerne højt mellem jobkonsulenten Anne-Mette Hjortshøj og den juristuddannede Jesper Thorup Andresen på 47 år, der har været på kontanthjælp siden 2013.

Undervejs vælger de to at stoppe samarbejdet efter uenighed om blandt andet ulønnet virksomhedspraktik, Anne-Mette Hjortshøjs indsats og hvilken rolle hun har i forløbet.

Men selvom det bliver uden hjælp fra jobkonsulenten, ender Jesper Thorup Andresen med at få job i et telemarketing-firma, hvor han stadig arbejder i dag. Han har desuden sin egen hjemmeside, hvor han udbyder juridisk rådgivning.

Hanan Barre, 34 år, basisuddannelsen på VUC

Foto: Michael Staal Dinesen/DR1/Pressefoto

Hanan Barre på 34 år er oprindeligt fra Somalia. Hun er ufaglært og enlig mor til seks børn. Fra sit hjemland har hun en gymnasial uddannelse. Siden hun kom til Danmark i 2003 har hun haft job som eksempelvis køkkenassistent, rengøring og i en SFO. Men siden 2015 har hun været på kontanthjælp.

Hun har en drøm om at blive sygeplejerske og hjælpe andre mennesker, og derfor ender hun i samarbejde med jobkonsulenten med at få sporet sig ind på social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Først må hun dog igang med basisuddannelsen på VUC, hvor hun trives godt. Det skal gøre hende stærkere fagligt og bedre til dansk. Desuden har hun et rengøringsjob ved siden af studiet på tre timer om ugen. Når hun er færdig på basisuddannelsen, er det planen, at hun skal søge ind på selve uddannelsen til social- og sundhedshjælper.