Efter dødsulykke: Lokomotivførere kritiserer Banedanmark

En 80-årig kvinde og en 55-årig mand afgik ved døden, da de krydsede jernbaneoverskæringen i Sig i en minibus. (Foto: Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix)

Fællestillidsmanden for Arrivas lokomotivførere langer ud efter BaneDanmark, efter en ulykke tirsdag kostede to personer livet.

- Det er meget uforståeligt, at man accepterer et sikkerhedsniveau, der er lig med ingenting i dagens Danmark rent trafikalt.

Sådan lyder det fra fællestillidsmanden for Arrivas lokomotivførere, skriver DR Syd.

Reaktionen kommer efter, et Arrivatog kørte ind i en minibus ved en usikret jernbaneoverkørsel nord for Varde ved Sig tirsdag. Ulykken kostede to personer livet.

Lokomotivførernes fællestillidsmand hos Arriva Jakob Haagaard Bro ærgrer sig over, at de ubevogtede jernbaneoverskæringer ikke er blevet fjernet for længst, så der ikke er den risiko og fare for både bilister, togpassagerer og togpersonalet:

- Vi lever i 2018, og jeg har meget svært ved at forstå, man ikke for længst har afskaffet alle de usikre overkørsler. Der er rigtig mange tons i et tog, når det kommer buldrende hen ad skinnerne. Når der så kommer en bil på tværs, så er det meget ofte med døden til følge, hvis man bliver ramt af toget, siger han til DR Syd.

En 80-årig kvinde og en 55-årig mand afgik ved døden, da de krydsede jernbaneoverskæringen i en minibus. Jernbaneoverskæringen er ikke sikret, og det betyder, at man som trafikant skal være særligt opmærksom, når man passerer sporet.

Der er manuelle bomme ved jernbaneoverskæringen i Sig, som trafikanterne selv skal løfte, men ifølge naboerne i området er bommene altid oppe.

For lokomotivførerne fylder det rigtig meget på de daglige ture bag roret, når de skal føre toget og dets passagerer sikkert igennem en ubevogtet jernbaneoverskæring.

- En af de ting, der er en belastning for os som lokomotivførere, er at køre igennem en overkørsel, der er ubevogtet. Vi ved, at farepotentialet er meget højere her. Det beror alene på, om bilisten er årvågen og ser toget i tide, siger Jakob Haagaard Bro, der kalder ulykken i Sig for dybt tragisk.

Ved en sikret overkørsel får lokomotivførerne et tydeligt signal om, at overkørslen er i gang og bomme og blinke er aktiveret, så de ved, bilisterne holder tilbage.

- Vi har desværre ofte nærdødsoplevelser, hvor biler eller traktorer er meget, meget tætte på at blive ramt af os. Det er ubehagelige oplevelser, det er klart. Det er ikke sjovt at opleve, siger Jakob Haagaard Bro til DR Syd.

I 2013 blev det så besluttet, at overkørslen nord for Sig ved Varde skulle nedlægges, men det er ikke sket endnu. Den oprindelige plan var, at overkørslen skulle nedlægges i år, men det er udskudt til 2019.

Og det samme gælder for resten af de 128 ikke-sikrede overkørsler rundt om landet. Først i de kommende år vil de enten blive nedlagt eller sikret. Det er Banedanmark, der har ansvaret for at lukke overkørslerne.

Jakob Haagaard Bro sætter spørgsmålstegn ved, der skal gå så lang tid. Han frygter, de penge, der er blevet sat af til det, er blevet brugt på andre ting. Og det er det, der skyldes forsinkelsen.

- Det er en risiko, der kunne fjernes, så der ikke behøvede være omkomne i ulykker, og vi ikke behøvede have den erhvervsrisiko, det er at køre toget igennem en ubevogtet jernbaneoverskæring, siger han til DR Syd.

Ulykken får dog ikke Banedanmark til at ændre tidspunktet for nedlæggelsen af overkørslen i Sig for nuværende, fortalte Banedanmarks trafikdirektør Peter Svendsen i forbindelse med ulykken tirsdag.

- For nuværende bliver vi nødt til afvente, hvad det er for konklusioner, Havarikommissionen, politiet og vores medarbejdere på stedet kommer med, så vi ved, hvad årsagen er til denne forfærdelige og tragiske ulykke.

Banedanmark har ikke haft yderligere at tilføje til DR Syd siden tirsdag.

Sagen vækker kritik hos de to transportordførere Henning Hyllested fra Enhedslisten og Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti, der er formand for transportudvalget. Han har onsdag bedt transportministeren om en opdateret redegørelse for, hvor langt Banedanmark er i deres arbejde med at nedlægge overkørslerne.