Tirsdagens angreb på tusindvis af computere verden over var ikke det første og formentlig heller ikke det sidste af sin slags.
Det mener it-ekspert og medstifter af sikkerhedsfirmaet CSIS Peter Kruse.
- Med den effekt, som det seneste angreb har haft, er der ingen grund til at tro, at der ikke er nogen, som vil forsøge noget lignende igen.
- Hvis man ønskede at skabe ravage, så er det i hvert fald lykkedes, siger han.
To døgn efter at det seneste angreb blev sat ind, føler han sig meget overbevist om, at angrebet ikke handlede om pengeafpresning, som det ellers først så ud til.
- På overfladen så det ud til at være dårligt udført, men da vi først kom ned i koden, kunne vi se, at det var meget avanceret.
- Vores analyse er, at angrebet har handlet om at destabilisere Ukraine, siger Peter Kruse.
Meget tyder nemlig på, at virussen blev spredt via en ukrainsk regnskabssoftware kaldet Medoc - muligvis af russiske bagmænd.
Softwaren er meget benyttet i Ukraine, og derfor er det også her, man er hårdest ramt.
Når virksomheder i andre lande også er blevet påvirket, handler det formentlig om, at de har kontorer i Ukraine, hvorfra virussen har spredt sig.
Peter Kruse er også tilbøjelig til at tro, at der har været tale om en slags prøveballon, og at bagmændene kan planlægge et nyt angreb.
- Derfor er det vigtigt at tage ved lære af det her og oprette et beredskab, så man er bedst muligt forberedt på en ny situation.
- Der er så mange måder, man kan trænge ind i systemerne på, at det nok skal lykkes.
- Usikkerheden består ikke længere i, om det næste angreb kommer, men hvornår det gør, siger Peter Kruse.
Selv om det nye angreb ser ud til at være inddæmmet, så forestår der mange steder fortsat et stort arbejde med at genskabe data på de låste computere ud fra tidligere backup.
/ritzau/