Østjyllands Politi har anholdt en 51-årig kvinde i forbindelse med en brand i en ejendomsbygning i Randers fredag eftermiddag.
Det oplyser vagtchef Jes Frederiksen.
- Vi har et mistankegrundlag, der gør, at vi indtil videre har foretaget anholdelse, siger han.
Kvinden er i politiets varetægt, og skal senere undersøges og afhøres. Indtil det er sket, ønsker politiet ikke at oplyse yderligere.
- Der er nogle omstændigheder, der gør, at hun er i vores varetægt.
Ifølge Randers Amts Avis blev to personer reddet ud af bygningen af beredskaber.
Årsagen til branden er endnu ukendt, og Jes Frederiksen ønsker ikke at oplyse, hvorfor kvinden anholdes.
Bygningen er en to-etages ejendom med fire opgange. Ifølge Randers Amts Avis skal beboere fra alle otte lejemål i bygningen genhuses som følge af branden.
/ritzau/