Det var uklogt at forsøge at få nogle af de svageste bankkunder i Cypern til at betale en meget kontroversiel bankafgift, som skulle være med til at redde det gældsplagede land.
Det indrømmer Den Europæiske Centralbanks chef, Mario Draghi, efter at forslaget, som var en del af en økonomisk redningspakke fra EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og centralbanken, blev droppet i sidste måned.
- Det var ikke et smart træk, og det blev der også rettet op på, siger Draghi efter torsdagens rentemøde i centralbanken.
Han forklarer da også, at afgiften, der ville have kostet mange cyprioter en engangsafgift af deres indestående i banken, ikke var en del af ECB's oprindelige plan for Cypern.
- Cypern er heller ikke noget mål for nogen lande, forsikrer bankchefen.
Afgiften var ment som en del af en redningspakke på 10 milliarder euro til de kriseramte cypriotiske banker.
Den udløste kraftige protester og førte til nervøsitet på finansmarkederne, og landets politikere droppede derfor forslaget.
I stedet vil indskud på over 100.000 euro nu blive beskattet langt hårdere.
På rentemødet torsdag besluttede ECB at lade styringsrenten blive liggende på 0,75 procent.
At renten forbliver på det lave niveau kommer ikke som en overraskelse, da det var ventet af økonomerne.
/ritzau/NTB