Hun søgte stillingen som pædagogmedhjælper, kom til samtale, men på telefonsvareren lød svaret fra institutionen, at hun ikke fik jobbet – fordi hun ikke var en mand.
Det skriver Fagbladet FOA.
Det koster nu institutionen dyrt. Afslaget var nemlig i strid med Ligebehandlingsloven, lyder afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet, der modtog kvindens klage.
Institutionen blev bedt om at bevise, at der ikke blev forskelsbehandlet på grund af køn. Men det kunne de ikke, slog Ligestillingsnævnet fast.
Kvinden kan derfor nu se frem til en erstatning på 25.000 kroner fra den pågældende institution.
Sagens afgørelse glæder forbundssekretær i FOA, Nanna Højlund.
- I bund og grund skal vi være glade for afgørelsen. Selv om det egentlig ikke er mange penge at få i erstatning, når man får at vide, at man ikke er kvalificeret på grund af sit køn. Det kan man jo ikke rigtigt gøre noget ved, siger hun til Fagbladet FOA.