DSB lægger sig fladt ned efter mystisk jobopslag: "Det var en fejl"

Jobopslaget blev mødt med kritik, men fik alligevel over 100 ansøgere på en uge. (Foto: Foto: Andreas Beck/Ritzau Scanpix/Arkiv)

Det vakte stor opstand på sociale medier, da DSB bragte et stillingsopslag, hvor de søgte en ‘innovationsrebel’.

- Du kan blive den første i DSBs nye afdeling for innovation og bullshit.

- Denne DSB-stillingsannonce er den mest vanvittige opvisning i management-kaudervælsk, jeg mindes at have set. Hvilket ikke siger så lidt. Skriv dog dansk, skabhoveder!

- Hvis du nogensinde har undret dig over, hvorfor det hele er så forpulet og elendigt hos DSB, så kan du jo læse dette jobopslag.

Sådan lyder reaktionerne fra tre journalister og kommunikationsfolk (Toke With, Rasmus Staghøj og Henrik Qvortrup) på sociale medier, efter at DSB har offentliggjort et specielt stillingsopslag. I opslaget søger de danske statsbaner en såkaldt ‘innovationsrebel’.

Over 100 ansøgere

Stillingsopslaget har udløst undrende blikke, da mange ikke forstår et ord af det. Det skorter da heller ikke på specielle sætninger og smarte ord. Læs blot her: 

- Via mindset og metoder fra blandt andet Design Thinking og Lean Startup arbejder vi på at sikre, at innovation, preto- og prototyping bliver en fast bestanddel af værktøjskassen hos os selv og resten af DSB, står der blandt andet. 

DSB forklarer til Avisen.dk, at det lidt tunge fagsprog dækker over, at den ansattes primære opgave vil være at finde løsninger på en masse forskellige udfordringer i DSB.

- Set i bakspejlet har vi været for fokuseret på målgruppen, og ikke det brede felt, da vi skrev opslaget - det var en fejl. Der har været omtale i medierne, og det var ikke alt sammen positivt, hvilket er ærgerligt, siger Clarissa Leon, chef i DSB’s Digital Labs afdeling, til Avisen.dk.

De har på kort tid fået over 100 kvalificerede ansøgere til jobbet. Det på trods af, at opslaget kunne have været skrevet på en mindre ‘fokuseret’ måde, indrømmer hun.

- Vi skaber hurtige løsninger, og kigger meget på teknologi. Vi har f.eks. lavet en løsning, hvor ansatte, der arbejder med trafikinformation, kan se, hvilke tog der er fyldte og hvilke som ikke er. Det bruger vi til at lave mere målrettet højtalerudkald til
kunderne. Vi har også lavet et system, der kan åbne for flere billige orangebilletter, alt efter hvordan kapaciteten er i de forskellige tog, siger Clarissa Leon.

Det her stillingsopslag, og stillingen i sig selv, har fået noget kritik med på vejen, hvad tænker I om det?

- Det er som sagt ærgerligt, men DSB Digital Labs er skabt for at hjælpe DSB’s kunder, og vi kommer med konkrete løsninger på store og små problemer, siger Clarissa Leon.