Af Michael Lund - milu@avisen.dk

Forestil dig en arbejdsdag som denne: Du sidder alene med ansvaret for 70, 80 eller 100 børns skæbne. Børn, der udsættes for vold i hjemmet. Børn, hvis forældre er alkoholmisbrugere. Børn, der må klare sig selv og tage ansvar for deres små søskende.

Ofte skyr forældrene dig som pesten, fordi du blander dig i deres liv. Og når du går hjem hver aften, efterlader du stakkevis af børneskæbner i sagsmapper på dit skrivebord.

»Hvor længe kunne du holde til det?« spørger Susanne Jørgensen, der er formand for børne- og ungeområdet i Dansk Socialrådgiverforening.

»Sådan er hverdagen for mange af de kommunale sagsbehandlere, der beskæftiger sig med omsorgssvigtede børn,« siger hun.

Nyhedsavisen har de seneste dage beskrevet, hvordan lærere, skoleledere og børneorganisationer landet over oplever en langsommelig og ineffektiv sagsbehandling, når de underretter kommunen om omsorgssvigt af børn. Og de har alle samme forklaring på problemerne: Der er for få sagsbehandlere til for mange tunge sager.

»Sagsbehandlerne gør deres bedste. Men de sidder med utrolig mange og tunge sager, så jobbet er psykisk belastende,« siger Torben Vorstrup, der er skoleleder på Østrigsgades Skole på Amager.

»Jobbets hårdhed betyder også, at der er stor udskiftning af sagsbehandlere – og når sagen bliver overdraget til en ny, starter det hele næsten forfra. Det er med til at gøre sagsbehandlingen langsommelig,« siger han.

Hos foreningen Børns Vilkår er man tit i kontakt med kommuner i forbindelse med underretninger om omsorgssvigt.

»Vi hører af og til om op til 100 sager per sagsbehandler. De har ikke tid til at sætte sig ordentligt ind i sagerne, og det betyder, at mange børn ryger i bunken med ikke-akutte sager, selv om de har brug for akut hjælp,« siger Bente Boserup, der er leder af rådgivningen hos Børns Vilkår.

»Mange sagsbehandlere er måske heller ikke dygtige nok til at håndtere børnesamtalerne. I stedet for at se sagen fra børnenes perspektiv ser de det fra de voksnes perspektiv. Hvis der er rygter om vold i hjemmet, spørger man forældrene, om det er sandt. Og hvis de siger nej, sker der ikke mere,« siger hun.

I Dansk Socialrådgiverforening (DS) erkender man, at der er sager, som ikke får den nødvendige opmærksomhed. Men skylden er politikernes, mener man.

»Når en kommune tillader, at hver enkelt sagsbehandler sidder med 70 til 80 børnesager, får man den kvalitet, man beder om. I så fald vil der være sager, hvor man ikke får fulgt tilstrækkeligt op, og der vil også være sager, hvor man ikke bliver færdig til tiden. Især de sager, hvor forældrene ikke vil samarbejde, vil falde til jorden eller trække ud, når der ikke er flere ressourcer,« siger Susanne Jørgensen fra DS.

Kommunalpolitikerne erkender, at sagsbehandlerne har travlt, og at mange bliver skræmt væk fra jobbet af de hårde og følsomme sager.

»Sagsbehandlerne knokler, og de har enormt hårde arbejdsbetingelser. Derfor arbejder vi på at forbedre arbejdsmiljøet og sikre sagsbehandlerne en højere løn. Desuden sætter vi ind med efteruddannelse og kompetenceudvikling blandt medarbejderne,« siger Enhedslistens københavnske socialborgmester Mikkel Warming.

Socialminister Eva Kjer Hansen mener ikke, der er nogen undskyldning for langsommelig sagsbehandling.

»Det er helt uacceptabelt, at kommunerne ikke hurtigt sætter ind med den hjælp, børnene har brug for,« siger ministeren til Nyhedsavisen.

Hun vil derfor nu tage kontakt til København, Århus og Odense Kommuner og bede om en redegørelse.