Droppede Alexandra: Nu overtager Mary protektorat for pigekor

Den danske kronprinsesse er en moderne og stærk rollemodel for DR PigeKoret, der glæder sig til at få hende som protektor.
Kronprinsesse Mary skal være protektor for DR PigeKoret.
Kronprinsesse Mary skal være protektor for DR PigeKoret. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Flere gange har de 50 unge piger i DR PigeKoret sunget for kronprinsesse Mary ved forskellige begivenheder i både ind- og udland, men nu skal kongehuset og koret lære hinanden endnu bedre at kende.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Kronprinsessen skal nemlig være protektor for ensemblet. Aftalen gælder i første omgang i fem år.

Ifølge en pressemeddelelse fra DR ligger samarbejdet i forlængelse af en række begivenheder, hvor kronprinsessen selv har oplevet DR PigeKoret.

- DR PigeKoret har haft glæden af at møde kronprinsessen ved flere lejligheder, og vi glæder os enormt over, at vi nu får kronprinsessen som korets protektor.

- Hun er et inspirerende forbillede og en moderne og stærk rollemodel, som vi ser meget frem til at indlede et gensidigt samarbejde med, siger korets chefdirigent, Phillip Faber.

DR PigeKoret synger hvert år det nye år ind, når Rådhusklokkerne har bimlet, men derudover synger koret også ved koncerter og arrangementer og forskellige tv-produktioner.

DR PigeKoret består af 50 piger i alderen 16-22 år. Det blev oprindeligt etableret i 1938. Dermed kan koret i år markere sit 80-års jubilæum.

Tidligere har grevinde Alexandra været protektor for koret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.