Dronningen og prinsen giver fællesgave: Får det samme efter 50 års ægteskab

Dronning Margrethe og prins Henrik tog forskud på fejringen af guldbrylluppet mandag, hvor de gav hinanden en særlig gave.
Dronning Margrethe og prins Henrik var omgivet af børn, svigerbørn og børnebørn, da de afslørede deres fælles guldbryllupsgave i parken på Fredensborg Slot.
Dronning Margrethe og prins Henrik var omgivet af børn, svigerbørn og børnebørn, da de afslørede deres fælles guldbryllupsgave i parken på Fredensborg Slot. Foto: Pressefoto/kongehuset/Free

For snart 50 år siden sagde kronprinsesse Margrethe ja til at leve resten af sit liv sammen med franske diplomat, grev Henri de Monpezat.

Det unge par blev gift den 10. juni 1967 i Holmens Kirke i København, og tronfølgerens bryllup blev fejret med pomp og pragt på Fredensborg Slot.

Siden er kronprinsessen blevet dronning, og om få dage kan dronning Margrethe og prins Henrik fejre deres guldbryllup.

Det royale par har allerede taget forskud på festlighederne, og mandag fejrede parret deres mangeårige ægteskab omgivet af både børn, svigerbørn og børnebørn på slottet, der dannede rammen om bryllupsfesten for 50 år siden.

Det fremgår af et billede på kongehusets officielle Instagram-profil, der viser den danske kongefamilie i private omgivelser i haven på Fredensborg Slot.

- Med familien omkring sig afslørede hendes majestæt dronningen og hans kongelige højhed prins Henrik i dag ved et privat arrangement deres fælles gave til hinanden, skulpturen Miss Fredensborg, skriver kongehuset til billedet.

Også på selve guldbryllupsdagen kommer fejringen til at foregå helt privat, og regentparret har ikke planlagt at fejre den store dag i offentligheden.

Det oplyste kongehusets i en pressemeddelelse sidste år.

- På baggrund af en række henvendelser om, hvorledes guldbrylluppet vil blive markeret, kan det oplyses, at regentparret ønsker at afholde guldbrylluppet under private former, fremgik det af meddelelsen i juni sidste år.

Dronning Margrethe og prins Henrik mødte hinanden for første gang i 1965, da Margrethe, der dengang var kronprinsesse, læste på London School of Economics.

Det var dog først, da de to mødte hinanden til et bryllup hos fælles bekendte året efter, at kærligheden begyndte at spire.

I efteråret 1966 kulminerede kærligheden, da kongehuset kunne afsløre den royale forlovelse, og allerede året efter stod brylluppet.

Se billedet her:

https://www.instagram.com/p/BU9ruXHjJvx/?taken-by=detdanskekongehus&hl=da

Se flere billeder her:

http://kongehuset.dk/foto-video/guldbryllupsfejring-paa-fredensborg-slot

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.