Dronningen hædrer Trine Dyrholm

Kendte
Skuespillerinde Trine Dyrholm har fået tildelt ridderkorset i forbindelse med dronningens 80-års fødselsdag. Hun har spillet hovedrollen i filmen "Dronningen", som hun har vundet flere priser for (arkivfoto). (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Flere fremtrædende kvinder har modtaget ridderkorset i forbindelse med dronningens 80-års fødselsdag.

Dronning Margrethe har i forbindelse med sin 80-års fødselsdag tildelt en lang række ordner og medaljer, deriblandt til flere kendte personer.

Det gælder ridderkorset til musiker og X-factor dommer Oh Land, som har det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius.

Hun har arbejdet sammen med dronningen om flere forestillinger, herunder "Askepot" og "Snedronningen".

Samtidig har den succesfulde skuespillerinde Trine Dyrholm modtaget ridderkorset. Hun har da også spillet hovedrollen i den prisvindende film "Dronningen" og har i den forbindelse modtaget flere internationale filmpriser.

Merete Eldrup, som har været administrerende direktør for TV2, ses også på listen. Hun får ridderkorset af 1. grad. Eldrup er i dag formand for bestyrelsen på Københavns Universitet.

Billedhugger og professor Bjørn Nørgaard er hædret med ridderkorset af 1. grad. Nørgaard har udarbejdet dronningens gravmæle i Roskilde Domkirke, og han er manden bag de historiske gobeliner, der skildrer danmarkshistorien, i Riddersalen på Christiansborg Slot.

Samtidig har kunstmaleren Niels Strøbek fået tildelt kommandørkorset.

Strøbek har malet flere generationer fra kongehuset. Han har blandt andet portrætteret dronningen, kronprins Frederik og prins Christian i det samme maleri.

Forfatter, journalist og historiker Tom Buk-Swienty, der har skrevet flere prisbelønnede bøger om krigen i 1864, og forfatter Jens Christian Grøndahl får begge ridderkorset.

Derudover er flere departementschefer, konsuler og ambassadører blevet hædret med ordner.

Det er blandt andre departementschef i Statsministeriet, statsrådssekretær Barbara Beatrice Bertelsen, der hædres med kommandørkorset.

/ritzau/