Hun er nummer tolv i den danske tronfølge, kusine til dronningen og født ind i de finere kredse, men det sikrer ikke per definition et liv i sus og dus.
Prinsesse Elisabeth får ikke apanage fra staten, og hun har på trods af en fin karriere i Udenrigsministeriet måtte se sig selv bøvle med økonomien på sine ældre dage.
Elisabeth, der er født 8. maj 1935, har tidligere på året været nødt til at sælge sin villa i Holte, fordi hun ikke havde råd til at sidde i den.
Den 80-årige prinsesse bor alene, har aldrig været gift og har ingen børn, der kan støtte op om hende. Hun har hele vejen igennem været åben om sine økonomiske vanskeligheder, og fortalte i forbindelse med salget til Billed Bladet dette:
- Har man ikke råd til at blive boende, må man jo flytte. Det er der vel ikke noget flovt i at indrømme. Det er der jo så mange andre, der også må.
Tidligere har historiker Lars Hovbakke fortalt til BT, at prinsesse Elisabeth ikke er nær så godt stillet som mange andre i den kongelige familie, ganske enkelt fordi hun ikke får apanage:
- Økonomisk er hun helt overladt til sig selv. Hun får som den eneste ’voksne’ i arvefølgen ikke apanage, og hun skal betale indkomstskat, hvilket resten af kongefamilien ikke skal. Så hun er meget dårligere stillet, end de andre er, siger han.
Flyttet tilbage til sit barndomshjem
Huset måtte altså sælges, og pludselig stod prinsessen uden tag over hovedet. Derfor har hun fået stillet en bolig til rådighed af regenten, og hun bor nu i Damebygningen på Sorgenfri Slot.
En generøs gestus som prinsessen formentlig sætter pris på, men der er dog et lille minus ved det arrangement. Prinsessen føler sig ensom på slottet i Kongens Lyngby nord for København:
- Indtil videre har jeg kun fået styr på spisestuen, men jeg inviterer jo heller ikke gæster, så længe det hele roder, så ja, jeg kan godt føle mig lidt ensom af og til, siger prinsesse Elisabeth til HER&NU.
Hun fortsætter:
- Her i Sorgenfri ser jeg næsten ingen mennesker. Der er ikke mange, der lige kommer forbi, fordi slottet ligger lidt isoleret, men jeg har heldigvis stadig min bil, så jeg selv kan komme rundt, hvis jeg orker det.
Prinsessen er ikke bleg for at indrømme, at flytningen har taget hårdt på kræfterne og humøret, for hun havde håbet på at blive gammel i Holte. Sådan skulle det ikke være, og derfor ser Elisabeth nu også frem mod et nyt år, hvor der skal sættes skik på den ny bolig.
Faktisk er slottet slet ikke så ny for prinsessen endda, for hun blev født på Sorgenfri Slot, og boede her med sine forældre arveprins Knud og arveprinssese Mathilde indtil hun var 25 år gammel.