Dronning Margrethe fortryder: Det skulle jeg måske ikke have sagt

(Foto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix/arkiv)

Dronningen udtalte sig kritisk om et kunstprojekt i Aarhus.

Pludselig var en del af Mindeparken i nærheden af Marselisborg Slot i Aarhus i 2017 farvet pink. 

Det var en del af et kunstprojekt under ARoS-udstillingen The Garden. 

Det opsigtsvækkende værk var genstand for kritik fra flere sider - blandt andet dronning Margrethe, der nærmest kan se projektet fra vinduerne på det nærliggende Marselisborg Slot.

I et interview med TV 2 Østjylland sagde hun:

- Jeg kan godt se, hvad de synes, de tror, de gør, men ligefrem at male græsset og træerne, som nu skal fældes, det er jeg ikke sikker på, er den mest fikse løsning, jeg har hørt om. Det er klart, at folk bliver ophidsede, sagde dronning Margrethe dengang og uddybede:

- Jeg nyder den kunst, hvor man føler, at ens sind bliver udvidet. Det er ærgerligt, når noget kun bliver provokerende, siger hun.

ARoS-direktør, Erlend Høyersten, afviste dronningen med bemærkningen:

- Fordi kunstværket provokerer beskueren, er det ikke ensbetydende med, at kunsteren har skabt værket udelukkende for at provokere.

I et nyt interview med Århus Stiftstidende fortryder dronning Margrethe nu sin udtalelse. 

- Ja, det skulle jeg måske ikke have sagt. Men man fik da noget besvær med at fjerne malingen igen, siger dronning Margrethe i interviewet, hvor hun også kommenterer de mange nybyggerier ved havnen i Aarhus.

- Jeg er måske ikke så begejstret for alle bygningerne på havnen. De er flotte, men jeg kan godt lide, når der er lodrette linjer i bygningerne ud mod bugten; i nogle af disse nye er der flere vandrette end lodrette linjer. Det synes jeg ikke er så kønt, men det er et æstetisk spørgsmål, og hver har sin smag, siger hun.