Frisk luft, sol og skydedøre.
Det er opskriften på den engelske dronning Elizabeths nyeste boligudvidelse. Men dronningen skal ikke selv bo i den renoverede bolig. Det skal hendes duer derimod.
Det skriver The Telegraph.
Dronningen har nemlig 200 duer, der er opdrættet til at konkurrere og tidligere har vundet både nationale og regionale konkurrencer. Elizabeth, der er protektor for Royal Racing Pigeon Association, interesserer sig meget for duerne og ved meget om, hvordan de skal opdrættes, så de kan konkurrere bedst.
Men duerne, der har hjem på loftet af Sandringham-godset i Norfolk, lever under kritisable forhold. Bjælker og resten af tømret er råddent, og gulvbelægningen er dårlig. Det vil dronningen, der besøger duerne, hver gang hun er på godset, nu lave om på.
Hun vil istandsætte duernes loft, der skal udvides til at være 22 meter i bredden og godt tre og en halv meter i højden. Der skal installeres 48 redekasser til duerne, der også får masser af sol gennem de nye store vinduer og skydedøre. Loftet får også bedre ventilation og bliver nemmere at rengøre.
Dronningens nye duehjem kommer til at koste over 422.000 kroner.
/ritzau/FOKUS