Storbritanniens dronning Elizabeth II vil i en tale søndag aften opfordre briterne til at sætte en ære i det fælles ansvar under coronapandemien.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, der forud for den særlige tale, har fået adgang til et uddrag.
- Jeg håber, at vi i de kommende år vil være stolte af, hvordan vi reagerede på denne udfordring.
- Og de, der kommer efter os, vil sige, at briterne i denne generation var så stærke som enhver.
- Og at egenskaber som selvdisciplin, stille og mild beslutsomhed og medfølelse stadig karakteriserer briterne (efter krisen, red.), vil dronningen sige.
Talen er allerede blevet optaget i Windsor Castle, hvor den 93-årige dronning bor med den 98-årige prins Philip.
Bortset fra sin årlige tale juledag er det ligesom dronning Margrethe yderst sjældent, at dronning Elizabeth II taler direkte til det britiske folk.
Talen kommer, efter at det daglige antal døde i Storbritannien var rekordhøjt lørdag med 708 dødsfald, inklusive et femårigt barn.
Over 4000 coronapatienter er døde i Storbritannien, og blandt de 42.000 bekræftede smittetilfælde er premierminister Boris Johnson.
Under talen søndag vil dronning Elizabeth II også takke sundhedspersonale og andre nøglepersoner for deres indsats i Storbritannien.
Dronningen og hendes mand flyttede 19. marts til Windsor-slottet for at tage deres forholdsregler mod coronavirusset på grund af deres høje alder, der sætter dem i risikozonen.
Den kongelige familie har skåret i sine forpligtelser, og søndagens tale blev optaget af en enkelt kameraoperatør iført personligt beskyttelsesudstyr, melder de kongelige embedsmænd.
Den tv-transmitterede tale vil blive sendt klokken 21 dansk tid søndag aften.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP