Dresscode i børnehave: Slut med Disney-kjoler og Spiderman-trøjer

I en børnehave i Hjørring må børnene ikke gå i tøj med print på. (Foto: Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

En børnehave i Hjørring har forbudt børnene at have tøj på med tegneseriefigurer og Disney-prinsesser. Slut med fokus på det nye og smarte tøj, lyder det fra pædagogerne.

Debatten om shorts og dresscode på jobbet har ryddet forsider de seneste uger. Men den private børnehave ’Mikael’ i Hjørring kan også være med.

Her har pædagogerne besluttet, hvilket tøj børnene må have på, og hvilket de absolut ikke må have på.

Det skriver TV 2 Nord.

Dagsinstitutionen for de helst mindste har således indført et forbud mod at bære tøj med print. Det betyder, at ingen af poderne render rundt med eksempelvis Superman, Pokémon eller Disney-prinsesser på tøjet, når de leger i sandkassen eller boltrer sig i puderummet.

Tøj med print kan nemlig skabe skel mellem børnene, lyder forklaringen.

- Vi kan se, at det nemt bliver en konkurrence blandt de 3 til 6-årige om, hvem der har det sejeste eller smukkeste tøj på, og derved også en udskillelse af de børn, der ikke har ”det rigtige” tøj på. Og det gælder både drenge og piger, siger børnehaveleder Line Jensen til TV 2 Nord.

Målet med forbuddet er ifølge børnehavelederen at give børnene en mere rolig og harmonisk hverdag, hvor de har mindre fokus på, hvad der er nyt og smart.

Ifølge pædagog Anne Holm har nogle børn godt af at blive guidet – for dets eget og fællesskabets skyld.

Avisen.dk har i forbindelse med den aktuelle varmebølge i Danmark bragt historier om dresscode på jobbet. Læs her om buschaufføren Torben, der er blevet nægtet at have shorts på bag rattet.